Erik Østergaard - Pantomimes / Pantomimer

	Teaterhistorie

Bottom of This Page

Indhold på side

• Pantomimer og Pantomimeteatret i Tivoli, København
• Kinesisk farvelære
• Flambol og sporerne fra tørret almindelig ulvefod (Lycopódium Clavátum) også kaldet "heksemel"
• Priors Dukketeatre, København
• Påfugl - i zoologi, mytologi & symbolik, astronomi, botanik med mere
• Periskoper
• Periskopudlejningsforretningen
• Periskopudlejningsforretningen lige siden
• Commedia dell'Arte
• Pantomimeforestillingernes historie i Danmark
• Nogle navne
• FAQ / OSS (Ofte Stillede Spørgsmål)
• Litteraturliste
• Mine kilder

Pantomimer og Pantomimeteatret i Tivoli, København

Pantomime: Pantomime er et græsk ord fra pantómîmos betydende et stykke, hvori de optrædende udtrykker dem selv ved stumme fagter ofte ledsaget af musik. · panto- en forstavelse betydende "alt" fra det græske ord pant-. · -mime en ordendelse betydende "efterligner, mime" fra det græske ord -mîmos. Forveksel ikke den danske betydning af ordet pantomime med Julepantomime, en form for teaterskuespil almindelig i England ved juletid sædvanligvis bearbejdet efter et eventyr og deriblandt med faste rolle typer, som fremfører sange og danse, fortæller vittigheder etc.

I 1843, da Tivoli for første gang slog portene op, stod der et teater tæt ved indgangen på venstre side af hovedalléen. Teatret i Tivoli lå med andre ord, der hvor det ligger i dag, men det første teater var, som alle Tivolis første bygninger, bygget af træ og bemalet lærred, og blev efter adskillige større vedligeholdelsesarbejder endelig udskiftet i 1874 med den teaterbygning vi har i dag, det kinesiske Påfugleteater.

I 1873/74 overvejede man længe, hvordan teatret kunne sættes i stand så det blev en tidssvarende arbejdsplads, både sikkerhedsmæssigt og teknisk - og ikke mindst uden for store udgifter. Tivolis ledelse måtte dog til slut bøje sig for de indkaldte eksperters dom: teatret stod ikke til at redde. Altså måtte man bygge nyt og til det formål bad man arkitekt, professor Vilhelm Dahlerup om at udarbejde et forslag og prisoverslag til den ny teaterbygning. Det blev Påfugleteatret.

Tivolis Pantomimeteater - Påfugleteatret - er bygget i 1874 og tegnet af den danske arkitekt Jens Vilhelm Dahlerup (1836 - 1907), der også er arkitekten bag Det kongelige Teater sammen med hans kompagnon den danske arkitekt Ove Petersen (1830 - 1892). Det kongelige Teater blev også indviet i 1874. Jens Vilhelm Dahlerup havde aldrig været i Kina, men brugte billeder derfra af kinesiske bygningsværker som inspiration lånt af en ingeniør, der havde været udstationeret i østen. Pantomimeteatret er Tivolis ældste, eksisterende bygning. Stort set alt er lavet af træ - plankerne stammer fra den danske flåde. Den tekniske indretning af teatret stod teatrets chef og Pjerrot, Niels Hendrik Volkersen (1820 - 1893) for. Pantomimeteatrets tovværk blev udført med hjælp fra flådestation Holmens søfolk. Endog i dag (1994) hjælper de stadig med rebene.

Klik for at se et udsnit af en farvelagt tegning visende Pantomimeteatret set forfra (65.168 bytes).

Påfugleteatret er et friluftsteater på den måde, at det kun er de optrædende, der har tag over hovedet. Publikum opholder sig i det fri. Ornamenteringen er altså konstant udsat for vind og vejr. En barsk affære i Danmark. Det kræver meget vedligeholdelse for et teater dekoreret som Pantomimeteatret. Omkring 1950 havde Pantomimeteatrets dekorationer været lappet og malet op efter de for hånden værende søms princip så mange gange, at man ikke længere havde nogen fornemmelse af de oprindelige farver.

Teatret er i kinesisk stil og malet i kulører, der retter sig efter den kinesiske farvelære. Den danske arkitekt Hans Hansen (1899 - 1958) gav i 1948 -1950 bygningen en koloristisk fornyelse. Det er Hans Hansens dekoration vi ser i dag (1999).

Arkitekt Hans Hansen studerede de kinesiske farveproblemer fra grunden af, så farverne kunne tilpasses bygningens kinesiske stil. Kinesisk farvelære bygger som så meget andet på yang-og-ying princippet, det mandlige og det kvindelige. Solen er således hankøn og derfor rød, mens jorden er kvinde og hendes farve er gul. Rød er også glædens farve, mens sort er tilintetgørelsens og sorgen er hvid. I arkitekturen spiller de samme principper ind. Det, der hylder det kvindelige princip er firkantet eller består af lige antal dele, mens det mandlige princip vises med et ulige antal dele eller som runde elementer. Den mandlige røde farve bruges til bemaling af de bærende elementer, mens den gule og blå er kvindelige, og de angiver de ting, der bliver båret, bjælker og dragere, altså en meget chevaleresk måde at fordele kønnenes opgave på. Og disse principper, vil man se, er gennemført på Pantomimeteatret: den røde hanfarve bærer på de blå og gule hunkulører. Traditionel kinesisk kunst og kinesisk arkitektur gør brug af Kinesisk farvelære, hvor farverne har en symbolsk betydning. Den røde farve betegner styrke, og påføres derfor de bærende elementer, hvorimod blåt og grønt er svage, og bruges til de led i bygningen, som bliver båret. Gult har ifølge traditionen tilbage til kejsertiden været anvendt til tag. Kineserne arbejder med de tre grundfarver rød, gul og blå i hver sin ganske bestemte nuance. Af de tre hovedfarver dannes tre komplementærfarver: orange, grøn og violet. Desuden har Hans Hansen anvendt hvidt, sort og guld, som helt efter reglerne kan erstatte den gule farve. Hans Hansen tilføjede også flere skrifttegn til dekorationen. På knægtene over og under sceneåbningen står tegnene for kærlighed, had, frygt, lyst, vrede, sorg, glæde og skinsyge. Hans Hansen forsøgte at få teatrets ornamenter til at gå op med den kinesiske farvesymbolik, men, som han selv sagde, er det jo svært for en europæer at sætte sig helt ind i denne symbolik, så farverne er også forsøgt afstemt efter hinanden på en måde der tiltaler vores (europæiske) æstetiske sans. Endelig var der problemet med de kinesiske skrifttegn over prosceniet, hvis betydning var gået i glemmebogen. Tegnenes individuelle betydning er "med folket sammen glæde", men hvor disse ord stammer fra eller hvordan de skal forstås er der gættet meget på. Hans Hansen fandt dog ud af, at ordene nok stammer fra den kinesiske filosof Meng-tse (Mencius), der belærte prinsen af Liang: Lykken kommer kun, når du deler din glæde med folket.

Fortæppet er en påfugl, hvis hale folder sig ned til hver side som en vifte, når forestillingen går i gang. Tæppet går altså ned, når det går op! Det var Tivolis direktør, Bernhard Olsen (1836 - 1922), der gav arkitekt Jens Vilhelm Dahlerup ideen til påfuglen i sceneåbningen. Olsen havde nemlig på et parisisk forstadsteater set noget lignende, en vifte, der foldede sig sammen, drejede sig om sin egen akse og forsvandt ned i gulvet. Efter samme princip blev påfuglen til. Man har været i tvivl om påfugletæppet fungerede i den første tid (men tæppet er der ifølge tegning i "Illustreret Tidende" marts 1874).

Maskinmænd ved spillet, der trækker påfugletæppet ned eller op - er vist på billedet til venstre.

Der bruges fem mand til at slå påfugletæppet ned og op. To står i kulissen og styrer det malede lærred med slæbet af lange overhaledækfjer det første stykke, og bagefter trækker de det ud til siden. Tre står i kælderen og drejer på de store håndsving, tre en halv omgang på det ene og så videre på det andet, til påfuglen er på plads. De fem går derefter til andre opgaver. I alt findes 8 - 12 personer bag scenen, når forestillingen afvikles.

Rygtet vil vide, at i Volkersens dage skulle der 13 mand til at få påfuglen ned og op! Volkersens evner som mimer var utvivlsomt større end hans evner som ingeniør. Påfuglen var først bygget helt i træ og derfor meget tung. Senere blev der brugt lærred til halen. Det siges, at i den første tid var der et tæppe for scenen, indtil påfuglen var færdig.

Der er også mange skrifttegn på teatrets facade. Visse af de kinesiske skrifttegn på sidefremspringene skal efter kinesiske gæsters udsagn være blevet spejlvendt under opsætningen og derved udtrykke det omvendte af de tilsigtede velmente og kloge sentenser. Men den kinesiske indskrift over sceneåbningen er god nok. Den er et citat fra den kinesiske filosof Mencius (cirka 380 - 289 f.Kr.) også kaldet Mêng-tzû, Meng-tse. Den lyder: YU MIN CHIEH LO - det er ordret "Med folket sammen glæde", som er udlagt "Glæden vokser, hvis vi deler den med hinanden". Citatet, som har været genstand for nogen diskussion i forbindelse med den korrekte oversættelse, er også senere oversat med "Fællesskab i glæde med folket" eller "Glæde i fællesskab med folket" eller "Det morer én at more andre" eller "Det glæder én at glæde andre" eller "Mor eder med de glade". I hvert fald er sentensen afledt af en ytring af den kinesiske vismand Mencius, den første kinesiske demokrat. Henvendt til fyrsten Wan, som havde fået den smukke tanke at dele den dejlige have, han havde fået af sine undersåtter, med giverne, sagde Mencius disse smukke ord: "Lykken kommer kun, når du deler din glæde med folket". Der er også strøet lykketegn ud over teatret, blandt andet i de store runde ornamenter på fronten. Og på lygterne er der tegnet for "langt liv".

Med sine forgyldte drager, pagoder og kinesiske skrifttegn er Pantomimeteatret en ren arkitektonisk fantasi uden aner i virkeligheden. Mere kinesisk end nogen bygning i Kina. Den gyldne drage på taget siges at vogte mod ildebrand samt skaffe rigdom til huse. Det sidste er nok tvivlsomt, da de få siddepladser nu i 1998 er gratis.

Billetter til Pantomimeteatrets 1. forestilling torsdag den 4. september 1958 med forestillingen "Harlekin Fægtemester" fra 1954 af Alf Henriques (1906 - 1976) .
Billetter til Pantomimeteatrets 2. forestilling søndag den 10. august 1958 med forestillingen "Columbine og Anderumpen" fra 1958, som er nok så meget en ballet som en pantomime, af den danske dramatiker Kjeld Abell (1901 - 1961).
	Billet til Pantomimeteatrets 1. forestilling søndag den 13. september 1959 med forestillingen "Harlekin skelet".
	Billet til Pantomimeteatrets 2. forestilling søndag den 13. september 1959 med vaudeville-ballet forestillingen "Et Avisfrieri" eller "Balletskolen" frit efter idé af August Bournonville (1805 - 1879) af Niels Bjørn Larsen (1913 - ).

Tidligere købte man billetter for at kunne sidde under forestillingerne. Billetterne var forskellige i farve alt efter om de var til aftenens første eller anden forestilling. Indtil 1968 foregik salget fra Tivolis kontor. Denne ordning blev misbrugt af turistbureauerne, der opkøbte disse billetter til de amerikanske rejseselskaber, og efterhånden var det sådan, at skulle danskerne nogensinde få lov at se pantomime siddende, måtte ordningen ændres. Et tælleapparat blev så sat op, som åbner omkring en halv time før en forestilling begynder. I 1955 var prisen 75 øre (0,75 DKK o.a.). I 1959 steg prisen fra 75 øre (0,75 DKK o.a.) til 1 krone (1,00 DKK o.a.). I 1971 var prisen 1,50 kroner (1,50 DKK o.a.) og fra 1973 2 kroner (2,00 DKK o.a.). Nutildags er det gratis for havens gæster at sidde ned. Dog skal man komme i god tid, hvis der er mange mennesker i haven, og man ønsker en siddeplads.

Foran teatret er der en lille orkestergrav med plads til cirka 15 musikere, for alle pantomimerne - og de balletter, som også opføres her, foregår til levende musik. Publikum sidder under åben himmel. Der er kun 120 siddepladser, men mere end tusind mennesker kan stående følge forestillingerne. Og står man langt tilbage, kan man leje et "periskop" ved Periskopudlejningsforretningen. Det gør ikke så meget, at man ikke kan høre noget i dette fortryllende friluftsteater, for der er ikke nogen dialog.

Pantomimeteatret er næsten scene alt sammen, for stort skal det se ud udefra. Teatret er 17,58 m (57,68 Engelske fod) bred og dybden er 11,30 m (37,07 Engelske fod) med tårnpartier: 2,82 m (9,25 Engelske fod) i diameter. Scenen er 9 m (29,5 Engelske fod) bred og dybden er 9 m (29,5 Engelske fod) mellem sidekulisser og baggrunden. Højden er 5 m (16,4 Engelske fod) op til soffitterne. Den fulde scenehøjde er 9 m (29,5 Engelske fod), den synlige 6 m (19,7 Engelske fod). Scenegulvet skråner med cirka 6%. De fleste andre teatres scenegulve skråner kun halvt så meget. Gulvets hældning er udtrykt ved at fastslå den vertikale (lodrette) stigning som en procentdel af den horisontale (vandrette) afstand. Sidste gang gulvbelægningen blev udskiftet, blev den første del af gulvet nærmest rampen hævet med 4 cm (1,6 Engelske tommer). Kote (højdekurve) ved forkant af scenen: 650. Kote (højdekurve) ved bagkant af scenen: 703. Hvilket giver en kote-difference på: 53 cm (20,9 Engelske tommer). Mellem de to koter er der 9,5 m (31,2 Engelske fod). Dette betyder, at over 9,5 m (31,2 Engelske fod) har scenegulvet en højdeforskel på 53 cm (20,9 Engelske tommer). Den præcise stigningsgrad for scenegulvet kan beregnes således: ((0,53 / 9,5) * 100)% = +5,6% eller svarende til +3,2°. Scenegulvets hældning sammenlignes ofte med stigningen på det stejleste sted på Valby Bakke på Frederiksberg ved København cirka 75 m (246 Engelske fod) fra Pile Alle og op ad Roskildevej i retning mod og indtil Frederiksberg Slot, hvor stigningen på denne strækning er på cirka 6%. Dette synes mange cyklister er meget.

Selve teatret er et barokteater, der fungerer med snore, trisser og håndkraft. Ideen er, at bagtæppet kan bemales med perspektivisk virkning, som de tre sæt sidekulisser kan forstærke. Det betjenes stadig som for små 125 år siden: bagtæppe og sidekulisser fungerer ved manuelt betjente snoretræk betjent af 6 - 8 scenefunktionærer. Flere bagtæpper og sidekulisser hænger bag hinanden, så et sceneskift kan foregå på få sekunder blot ved at trække de forreste dekorationer til side og til vejrs. Scenens barokteatermaskineri muliggør elegante sceneskift for åbent tæppe ganske som europæisk teater i 1600- og 1700-tallet. Scenegulvet er skråt, hvilket styrker perspektivet og hjælper publikum med at kunne se de optrædende, selv når de står bagest på scenen. Pantomimeteatrets gulv hælder over dobbelt så meget som de fleste andre teatres gulve. Så det besværliggør balletdans. I gulvet er forskellige lemme og luger, der hjælper med at skabe pantomimernes teatertrylleri.

Pantomimeteatret har ikke scenetårn. Snoreloftet er lavere end bagtæppernes højde, så de foldes i tre lag, idet de hejses op i snoreloftet - og klapper ned, lynhurtigt. Et tæppe er cirka 6 m (19,7 Engelske fod) højt. Når et tæppe er løftet helt op under loftet, fylder det kun 2 m (6,6 Engelske fod). Sceneskift kan foregå hurtigt, da hver tæppe har sin tværbom med snoretræk, hver sidekulisse ligeledes; i alt er der 31 træk. Trækkene kræver i dag 4 mands arbejde; een styrer bagtæpper, een soffitterne (afdækningen i loftet) og to mand "vognene" i siden. Det betyder uheld at fløjte på scenen i Pantomimeteatret. I gamle dage brugte man, i alle teatre over hele verden, sømænd fra flåden som scenefunktionærer, fordi de var billig arbejdskraft om vinteren, når skibene ikke sejlede. For at styre når man skulle køre tovværk og tæpper op og ned på teatret, så brugte man simpelthen en bådsmandspibe. Derfor måtte man ikke fløjte på en scene, for ellers risikerede man pludselig at få noget ned i hovedet. Og den tradition lever videre. I gulvet er lemme, hvor flambolild, changementdragter, trolde og andre trylles op og ned.

Flambol - er vist på billedet til venstre.

En flambol er et apparat, som bruges til at lave flambolild med på en teaterscene. Den består af et bøjet metalrør med et mundstykke i den ene ende. I den anden opadvendte ende afsluttes med en slags tragt med en spritbrænder i midten samt en holder til sporerne fra tørret almindelig ulvefod (Lycopódium Clavátum), som med munden af en scenetekniker blæses forbi spritflammen og antændes, som en stor kortvarig ildsøjle. Sporerne kaldes også "heksemel" og brugtes tidligere til at strø mellem piller, for at forhindre dem i at klæbe sammen. Sporerne bruges også i fyrværkerikunsten og til kunstig lynild på teaterscener. Det blusser meget hastigt op, når der sættes ild til det. Planten vokser især på lyngheder, men kan også findes på morbund i skove. Planten optager en hel del aluminium fra den jord, som de vokser på. Man har tidligere udnyttet plantens aluminiumrigdom i praktisk øjemed - som bejdsemiddel ved farvning af uld. Arten er udbredt over hele den Skandinaviske Halvø bortset fra de nordligste områder, og forekommer også i Island og i Sydgrønland. I Danmark er planten ret almindelig i de jyske hedeegne og på Bornholm. Den forekommer sjældnere på Øerne: Fyn og Sjælland. Almindelig ulvefod er en mat grøn flerårig stedsegrøn stor groft mos lignende plante med meterlange, krybende skud og oprette 5 - 20 cm (2 - 7,9 Engelske tommer) høje grene med langstilkede oftest parvis siddende lyst grøngule akslignende sporofylstande.

Pantomimeteatrets kostumetjeneste holder til i skrædderværkstedet, hvor der sys nye pailletter på Harlekins dragt, når de går af i vask. Harlekins karakteristiske dragt var oprindelig et udtryk for fattigdom og forsynet med lapper, som senere blev til farvestrålende firkanter. Da Harlekin blev opført i England, skulle det være fint. Harlekin fik pailletter på. En af historierne går på, at Harlekin med tiden blev populær hos tilskuerne, som derfor kastede mønter op til ham. For at undgå at medspillerne tog hans mønter, syede han dem fast til tøjet. Det blev senere til pailletter. Pjerrot var oprindelig møllersvend i Grækenland, og derfra stammer Pjerrots karakteristiske hat, som simpelthen er en melsæk han tog på hovedet for at lege for børnene dernede. Fiskesnørerne fornyes i changementdragterne, som bliver hevet af og ned i et hul i gulvet i et snuptag. Indtil for få år siden (1990) brugte man kattetarme, smurt med oksetalg, til de kostumer, og de lugtede forfærdeligt. Danserindernes hvide kjoler bliver stivet, som de altid er blevet det, i risstivelse og boraks (borax), rullet ind i håndklæder, tørret et kort øjeblik i tørretumbleren (selv om det er et brud på traditionen, hvor de tidligere blev rullet ind i håndklæder, og man ventede på, at de blev tilpas tørre) og derefter strøget helt tørre med et gammeldags strygejern, som gnides en gang imellem med et stearinlys, rullet ind i stof. Så hænger stivelsen ikke fast. På Pantomimeteatret er det ikke nødvendigt at tage hensyn til, at der skal sættes mikrofoner på de medvirkende, derfor kan de gamle håndværksmetoder stadig benyttes, selvom tøjet så kan knitre. I øvrigt bliver kostumerne repareret indefra så de kan holde til at se så slidte ud, som nogle af dem skal. Nogle gange sys for eksempel gamle blonder på en ny jakke, da det hedder sig, at der gemmer sig en masse talent i det gamle tøj. "Da intet er nedskrevet, er opskriften på risstivelse blevet overleveret mundtligt fra den ene generation til den næste", siger kostumier Anne-Birgitte Lang (som i 1981 starter med at arbejde for Pantomimeteatrets kostumetjeneste) i et TV interview i 1994.

På Pantomimeteatret går nogle historier, som for eksempel at det siges, at Anne Kjerrumgaard (danserinde) lever videre og fremtræder i skikkelse af en spyflue, og særligt viser sig når bølgerne går højt for at passe på Pantomimeteatret, og at hun efter midnat sommetider går igennem kælderen. Anne Kjerrumgaard, som var blevet undervist af Jomfru Caroline Pettoletti, hvis mor var en født Casorti, var navnlig flink til at huske, hvordan alt havde været i 1880'erne og i hvad hun kaldte Den Store Tid. Derfor kunne balletmester Poul Huld (1885 - 1969) få Pantomimernes scenegang registreret skriftligt i den rette casortiske form, da traditionen tidligere kun havde været overleveret mundtligt fra de gamle til de unge. Anne Kjerrumgaard døde 1939 efter at have tjent Pantomimen i over 50 år, deraf ca. 35 år som Columbine (1882 - 1917). På Pantomimeteatret øverst oppe i tårnet i damesiden (tårnet til højre set forfra mod restaurant "Grøften") var den der beliggende garderobe reserveret Oda Huld. Garderoben står stadig efter at balletinstruktør Oda Huld (1896 - 1985) er død ubrugt, og står urørt, når bortses fra 2 garderobestænger, som er sat op for at bære dragter, som nutildags (1999) opbevares i rummet. Selv i dag (1999) viser man stadig afdøde balletinstruktør Oda Huld's minde respekt ved at lade hendes tidligere garderobe forblive urørt.

På teatrets skrå barokscene udspiller sig to gange dagligt det rørende, men ordløse, drama om Harlekins og Columbines kvaler med at få Kassanders tilladelse til ægteskab. Pjerrots opgave i spillet er, som Kassanders tjener, at forhindre de elskende i at ses, hvilket lykkes dårligt.

Pjerrot er den ene af de faste figurer i spillene, der altid har samme mønster. Den gamle gnavne far, Kassander, har en smuk datter, Columbine, og en dum, men hjertensgod tjener, Pjerrot. Pjerrot er forelsket i Columbine, der meget hellere vil have Harlekin. Den gamle far og Pjerrot bliver under mange løjer til nar og grin. Og de to unge får hinanden til sidst.

Forestillingerne afsluttes ofte med, at Overfeen står og velsigner Harlekins og Columbines kærlighed fra sit himmelske tempel, hvor den lyserøde bengalske flamme (stærkt, farvet fyrværkerilys) flakker så uvirkeligt. Fra 2002 er den bengalske belysning blevet ændret til rødligt blafrende elektrisk lys.

En så klassisk historie kan varieres i det uendelige - og bliver det. Pantomimen som kunstform har eksisteret i Tivoli siden 1844 og i Danmark siden 1800, hvor de første mimerfamilier slog sig ned i København. Flere af de knap 20 pantomimer på Pantomimeteatrets repertoire er 200 år gamle eller endnu ældre.

Mimetrupperne omfattede i tidligere tider artister, akrobater og fyrværkere. Sidstnævnte gruppes deltagelse i trupperne giver en forklaring på grunden til, hvorfor der bliver brugt så mange fyrværkeri-effekter i forestillingerne.

Balletmester Paul Huld (1885 - 1969) nedskar i 1919 alle de gamle pantomimer til omkring en halv times spilletid på grund af svigtende publikumsinteresse og de daværende lysrestriktioner efter 1. verdenskrig (1914 - 1919). Samtidig blev musikken omskrevet. Spilletiden for en pantomimeforestilling er nutildags (1998) stadig omkring en halv time. Fra sæsonen 2001 er Pantomimeteatret begyndt systematisk at gennemgå, restaurere og nyiscenesætte alle pantomimeforestillingerne, deres mimiske sprog, deres musik og pantomimestykkernes handlinger, så de bliver mere logiske og sammenhængende. Spilletiden bibeholdes dog stadig på omkring en halv time. Yderligere tilpasses i nogen grad bi- og karakterrollerne fra en sæson til den næste, bl.a. tages der hensyn til sæsonens forhåndenværende antal af optrædende.

Som personerne er også musikken hentet mange steder fra. Her er både musik af den østrigske komponist, violinist og dirigent Johann Strauss den Ældre (14. marts 1804 - 25. september 1849), den østrigsk komponist, violinist og dirigent Johann Strauss den Yngre (25. oktober 1825 - 3. juni 1899), den almindeligvis betragtede største komponist som nogen sinde har levet Wolfgang Amadeus Mozart (Salzburg, Østrig, 27. januar 1756 - 5. december 1791) og komponisten af Faust, en af de mest populære operaer i repertoiret, Charles Francois Gounod (Paris, Frankrig, 17. juni 1818 - 18. oktober 1893) - og naturligvis masser af musik af den forgudede danske dirigent og geniale komponist Hans Christian Lumbye (2. maj 1810 - 20. marts 1874), Tivolis huskomponist. Musikken er valgt, så den bedst muligt kan understøtte historien og bevægelserne i den enkelte pantomime.

Tivolis pantomimer blander dans og akrobatik med underholdende lagkagekomik. I dag er Tivoli-pantomimen enestående i verden. Intet andet sted opføres denne type teater, der stammer fra renæssancens italienske Commedia dell'Arte.

Pantomimen har sine rødder i de over 400 år gamle italienske farcer, Commedia dell'Arte-forestillinger fra renæssancen. Genren har vandret vidt omkring, og dens figurer mistede under rejsen mælet - formentlig af politiske årsager.

I dag er det kun Pjerrot, der siger noget. Og det efter tæppefald. "Sig noget, Pjerrot!", råber publikum. Og Pjerrot, den hvide klovn, kommer frem og spørger, om publikum har moret sig. Historien fortæller, at han første gang talte, da en af de kvindelige medvirkende var kommet for tæt på de brændende olielamper. For øjnene af publikum gik der ild i hendes skørt. Forestillingen blev afbrudt, men folk krævede besked om uheldet. "Sig noget, Pjerrot!" råbte de. Og så fortalte Pjerrot, hvad der var sket. Det fortælles, at han ved den lejlighed skulle have sagt "at det kun var pigens brændende kærlighed til ham, der var slået ud i lys lue". Siden har der heldigvis ikke været uheld, men børnene råber stadig: "Sig noget, Pjerrot!".

Forestillingerne er gratis for Tivoli's gæster.

Priors Dukketeatre, København

Priors Dukketeatre: Rollehæftet Harlekin og Columbine fra 1994 - er vist på billedet til venstre.

Som et kuriosum kan nævnes, at i 1969 har det i scenografkredse verdensberømte Priors Dukketeatre, København udgivet et rollehæfte med "H A R L E K I N  O G  C O L U M B I N E  Komedie for Pantomime-Teatret i Tivoli", som er et dansk skrevet stykke til opførelse på et dukketeater. Stykkets tekst og scenario er bygget over samme handling som i forestillingerne på Pantomimeteatret.

I 1994 udgav Priors Dukketeatre, København et rollehæfte med "Harlekin og Columbine Dukketeaterkomedie i 4 akter. Nybearbejdet for dukketeater af Hanne Nelander". Det er baseret på det ovenfor omtalte stykke fra 1969, som er blevet omskrevet til et mere nutidigt sprog.

I 1993 udgav Priors Dukketeatre, København og Tivoli Museet et genoptryk af et gammelt klippeark "Pantomimefigurer" fra serien "Danske Billeder Nr. 74" ved Alfred Jacobsens Forlag, Kjöbenhavn.

Priors Dukketeatre: Dukketeater nr. 8d Pantomimeteatret i Tivoli - er vist på billedet til venstre.

Priors Dukketeatre, København og trykkeriet Ballermann & Søn ApS, Bouet Møllevej 15, Nørresundby i Jylland, Danmark har udgivet et Dukketeater (nr. 8d) bestående af 3 ark med en model af Pantomimeteatret i Tivoli samt en fire siders byggevejledning. Dukketeatret er 40,8 cm (16,1 Engelske tommer) bred og højden er 31,5 cm (12,4 Engelske tommer).

Priors Dukketeatre, København, Danmark er grundlagt i 1859 af hofboghandler Vilhelm Prior, der ved sin indflytning i huset i Købmagergade begyndte at udgive forskellige stykker til papirteatre. Hans døtre, Estrid og Anna Prior, der blev boghandleruddannet i Oxford, Grenoble og Lübeck, fortsatte med dukketeatrene. Da frk. Estrid Prior trak sig tilbage til sine egne bøger, overtog Egon Petersen handelen med dukketeatre og klippeark. Efter hans død blev det hans nære veninde og dukketeaterspiller, advokatsekretær Hanne Nelander, der overtog det helt specielle og tætpakkede miniatureteatermiljø i 1985. Priors Dukketeatre fortsatte under Hanne Nelander med både at drive forretning og museum fra samme adresse i Købmagergade 52 indtil udgangen af 1999. Fra år 2000 drives museumsdelen nu af Priors Dukketeatermuseum og forretningen fortsat af Priors Dukketeatre. De ca. 89 gamle dukketeatre, de ca. 660 rollehæfter til forskellige skuespil og klippearkene med borge og påklædningsdukker kan nu fra 2000 ses på Priors Dukketeatermuseum på Folketeatret i Nørregade 39 i København. Hanne Nelander har i dag (2000) et lille udsalgssted Priors Dukketeatre i Ole Suhrs Gade 13, København, hvorfra hun fortsat sælger ud af klippeark og teatre. Hanne Nelander bor i dag (2000) privat på Lolland, Danmark.

Påfugl

- i zoologi, mytologi & symbolik, astronomi, botanik med mere

"Påfugl" indgår i mange sammenhænge indenfor zoologi, mytologi & symbolik, astronomi, botanik med mere. Den navnemæssige sammenhæng med den almindelige (indiske) påfuglehane skyldes ofte lighed med dens klare grønlige blå farve, dens i vifteform udfoldede slæb eller dens øjenlignende pletter på slæbet. Her følger et lille udvalg begyndende med selve fuglen:

Zoologi

Zoologi: Påfugl (påfuglehan, påfuglehane) navneord: fugl med farvestrålende vifte-formet hale; femininum påfuglehun, påfuglehøne; kylling påfuglekylling.

Påfugl(ehane) eller påfugl er det fælles navn for tre medlemmer af fasan-familien. Selv om disse fugle sædvanligvis mest kaldes påfugle(haner), er dette navn egentlig kun anvendt om hanner; hunner kaldes påfuglehøner. To arter er asiatiske: almindelig eller indisk påfugl fra Forindien, og grøn påfugl fra Bagindien og Java. Den tredje art, Congo påfugl, er kun kendt fra Zaires skove. De asiatiske påfuglehaner er bekendt for deres strålende slæb af lange overhaledækfjer, som skjuler deres forholdsvis korte haler, og bliver rejst og spredt ud til spankulerende skue. Påfuglehanens slæb er helt udfoldet (i vifteform) under bejlen til påfuglehønen. Fjerene er stort set iriserende (regnbuefarvet) grøn og gylden på en kastaniebrun baggrund, og er udsmykket med øjenlignende pletter i en varm farve, kendt som påfugleblå. Den samme blå farve kommer også til syne på hovedet, halsen, brystet og i fjertoppen på issen på den almindelige påfuglehane; på grøn påfuglehane er hovedet, halsen og undersiden (bugen) grønne. De almindelige påfuglehaner er omkring 2 til 2,3 meter (6,5 til 7,5 engelske fod) lange fra deres hoveder til afslutningen på deres slæb. Påfuglehøner har intet slæb og er mindre farverige end hannerne. Påfuglehøner er brune med en lille hale. Påfugle findes i udgåede åbne skove, sædvanligvis i små grupper bestående af en han og flere hunner. Hanfuglen danner en ynglegruppe bestående af en til fem høner, og hver høne lægger fire til otte hvidlige æg. Påfugle bygger deres reder på jorden eller i træernes lave grene. Når de går til hvile i høje træer, signalerer eller skriger de højt. Påfugle flyver sjældent; de løber hellere væk fra fare. Vildt ernærer fuglene sig altædende med en kost bestående af orme, insekter, små slanger og frø. Påfugle får størstedelen af deres føde ved at skrabe i skovbundens løv med deres stærke fødder.

Almindelig påfugl er blevet gjort tam i mange dele af verden (hyppigt holdt som prydfugl), og der er vilde bestande på Hawaii Øerne. En hvid afart er blevet avlet ved selektiv ynglen.

Congo påfugl er den eneste ægte fasan opdaget i Afrika. Den blev først opdaget som en fjer i en hat i 1913, men de første hele fugle, to gamle udstoppede eksemplarer som var blevet misidentificeret som umodne almindelig påfugl, blev fundet i 1936 i Belgien. Den er kun kendt fra dele af midt og østlige Zaire, hvor den er fredet ved lov. Den er mindre og ringere udsmykket end de asiatiske arter. Fjerene er i mørke farver.

Klik på knappen for at lytte til påfuglen (1,01 MB (1.065.856 bytes)).

Videnskabelig klassifikation: Påfugl tilhører familien fasangruppen af ordenen hønsefugle. Almindelig, eller indisk, påfugl er klassificeret som Pavo cristatus; grøn påfugl som Pavo muticus; og Congo påfugl som Afropavo congensis.

Mytologi & symbolik

Græsk mytologi: For de gamle grækere var påfuglen kendt som Heras yndlings fugl. I overensstemmelse med et velkendt sagn var de mærkelige øjenlignende pletter på fjerene kæmpen Argus' hundrede øjne sat - da han blev dræbt af Hermes, en gud, søn af Zeus og Maia - på påfuglens halefjer af Hera, kvinders og ægteskabets gudinde, søster-gemalinde til Zeus, moder til Hefaistos, Hebe og Ares.

I den kristne kirkekunst er påfuglehanen symbolet på udødelighed; haleviften symboliserer himlen; påfuglehanen kan dog også symbolisere hovmodet, en af de syv dødssynder.

Kunstnerisk motiv

Påfuglen er også ofte brugt som kunstnerisk motiv på blandt andet fortæppet til Pantomimeteatret i Tivoli, København, fade, figurer (som kun er til pynt), vifter og post-frimærker.

Fortæppet til Pantomimeteatret i Tivoli, København med påfuglemotiv (detaljeret)	Fortæppet til Pantomimeteatret i Tivoli, København med påfuglemotiv (detalje)	Fortæppet til Pantomimeteatret i Tivoli, København med påfuglemotiv (detalje)

Fad med påfuglemotiv (diameter: 36,4 cm (14,3 Engelske tommer))	Lille figur med påfuglemotiv og klemme som kun er til pynt (højde: 6 cm (2,4 Engelske tommer), længde: 21 cm (8,3 Engelske tommer))	Vifte med påfuglemotiv (højde inklusive håndtag: 34 cm (13,4 Engelske tommer), bredde: 33 cm (13 Engelske tommer), højde af håndtag: 14 cm (5,5 Engelske tommer))

Post-frimærke fra Bhutan - SG 1728b (2002) - med påfuglemotiv	Post-frimærke fra Ceylon - SG 488 (1964) - med påfuglemotiv	Post-frimærke fra Indien - SG 703 (1973) - med påfuglemotiv	Post-frimærke fra Pakistan - SG 411 (1976) - med påfuglemotiv

Astronomi

Astronomi: Påfuglen: Pavo; Forkortelse: Pav; stjernebillede på den sydlige himmelhalvkugle.

Pavo, Påfuglen, er et af de 12 stjernebilleder, som fik indpas i det sydlige himmelstrøg i slutningen af det 16. århundrede af de hollandske navigatører Pieter Dirkszoon Keyser og Frederick de Houtman. Pavo repræsenterer sandsynligvis ikke den almindelige blå eller indiske påfugl, som sædvanligvis ses i parker, men dens større, mere farverige og mere angrebslystne fætter fra Java, den grønne påfugl, som Keyser og de Houtman ville have truffet på i Ostindien. Pavo blev først afbildet i 1598 på en globus af Petrus Plancius.

Astronomi: Påfuglen: Pavo; stjernebillede (tegning) Pavo bærer en lige afskåret hale i Uranometria udgivet i 1603 af Johann Bayer.

Den tyske astronom Johann Bayer medtog dette stjernebillede - Pavo - i 1603 som offentliggjort i hans enormt indflydelsesrige katalog, Uranometria, hvor han medtog i alt 12 nye sydlige stjernebilleder. Stjernebilleder er uformelle, dog karakteristiske, grupperinger af stjerner. Pavo kan findes mellem stjernebillederne Telescopium, teleskopet og Octans, oktanten.

Astronomi: Påfuglen: Pavo; stjernebillede (tegning)

Pavo, Påfuglen, er et stort stjernebillede visende påfuglens hale helt udfoldet, som ligger syd for Sagittarius, skytten, og Den sydlige Krone. Om end påfuglen i mytologi daterer sig tilbage til de ældste tider, er den som et stjernebillede faktisk temmelig ny, hvortil den blev indført af Johann Bayer. Bayer placerede Påfuglen nær ved den sydlige himmels pols stjerner.

I Kina hed stjernebilledet Joo Tseo, deres oversættelse af vores ord for påfugl.

Fikseret stjerne: PÅFUGLEN:

Longitude (længde) 1900:

22CAP25.

Declination (Decl) (deklination) 1900:

-57,03'.

Longitude (længde) 2000:

23CAP49.

Declination (Decl) (deklination) 2000:

-56,44'.

Right ascension (R A) (ret opstigning):

20t25m.

Latitude (Lat) (bredde):

-36,16'.

Magnitude (Mag) (størrelse):

2,1.

Spectral class (Sp) (spektral-klasse):

B3.

Suggested orb (Foreslået omløbsbane):

1 grad tilnærmelsesvis.

Constellation (konstellation / stjernebillede):

Alpha Pavo.

Stjernen Påfuglen er i den stjernerige hale af stjernebilledet Pavo, Påfuglen. Stjernebilledets klareste stjerne, anden størrelse Alpha Pavonis, bliver kaldt Påfuglen, og tager dens navn efter hele det sydlige stjernebillede. Mange stjernenavne afspejler direkte deres stjernebillede, og helt klart gør denne det. Mens Påfuglen faktisk er en blå stjerne, ser den rødlig ud på grund af høj atmosfærisk absorbering. Den klare stjerne Påfuglen skinner ved halv anden størrelse (1,94), men er næsten ikke kendt i norden, da den ikke er synlig meget nord for 32 grader nordlig bredde.

Astronomi: Påfuglen: Pavo; stjernebillede

Pavo grænser op til Apus, Telescopium, Indus og Octans.

Astrologisk

Den astrologiske påvirkning fra stjernebilledet Påfuglen (Pavo): Nær ved helio planet-knuden syd for Saturn; 22CAP47 i 1900 - 23CAP38 i 2000, som kan give en saturnisk påvirkning. Det siges at Pavo giver forfængelighed og forkærlighed for at stille sig til skue sammen med et langt liv og nogle gange berømmelse.

Botanik

Botanik: Påfugleblomst: Poinciana (især Royal poinciana); et prangende træ tilhørende bælgplanterne, Delonix regia, fra Madagascar, som har blomsterklaser af glansfulde purpurrøde eller orange blomster og bærer en flad træagtig bælg, som ofte vokser til en længde på 60 cm (2 Engelske fod).

Royal Poinciana er, ligesom andre medlemmer af slægten Delonix, naturligt hjemmehørende i Madagascar, hvor den kan findes i vest madegassisk skov. Den er nogle gange kendt som påfugleblomst eller skovens flamme eller flammetræet, men eftersom dette sidste navn også bruges om et antal af andre ikke beslægtede træer, er dets brug ikke anbefalet. I naturen er den truet med udryddelse, men den er almindeligt dyrket andre steder. Foruden dens dekorative værdi er den også et nyttigt skyggetræ under tropiske forhold, fordi den almindeligvis vokser til en beskeden højde - typisk omkring 5 meter (16 Engelske fod) skønt den kan strække sig så højt som 12 meter (39 Engelske fod) - men udspreder sig bredt (næsten det dobbelte af dens højde), og dens tætte bladhang sørger for fuld skygge. I lande med en udpræget tørtid fælder den dens blade under tørken, men i andre områder er den praktisk talt stedsegrøn. Under tørtiden i de tropiske områder og i sommertiden i de tempererede bælter bliver træets krone dækket med et tæppe af røde og orange blomster.

Botanik: Royal Poinciana (Påfugleblomst)	Botanik: Royal Poinciana (Påfugleblomst)

Royal Poinciana's blomster er store, med fire purpurrøde eller orangerøde kronblade på op til 8 cm (3 Engelske tommer) lange som spreder sig ud og et femte opretstående kronblad kaldet fanen (vexillum), som er lidt større og plettet med gul og hvid. Den naturligt forekommende afart "flavida" har gule blomster. Frøbælgene er mørkebrune og kan blive op til 60 cm (2 Engelske fod) lange og 5 cm (2 Engelske tommer) brede; imidlertid er de enkelte frø små og vejer omkring 0,4 gram i gennemsnit. De sammensatte blade har et fjeret udseende og har en karakteristisk lys skinnende grøn farve. De er dobbelt finnet: Hvert blad er 30-50 cm (1-1,6 Engelske fod) lang, og har 20 til 40 par primær småblade eller finnet på det, og hver af disse er yderligere delt i 10-20 par sekundær småblade eller tak i småblade.

Botanik: Royal Poinciana (Påfugleblomst) - blomst (detaljeret)	Botanik: Royal Poinciana (Påfugleblomst) - blomst (detalje)	Botanik: Royal Poinciana (Påfugleblomst) - blomst (detalje)

Royal Poinciana kræver tropisk eller næsten tropiske forhold og findes i USA kun i Florida og Hawaii. Imidlertid kan den tåle tørke og også saltagtige forhold; den er meget almindeligt forekommende i Caraibien. Den betragtes som naturaliseret i mange af de områder, hvor den dyrkes, og ses som en indtrængende art i Australien, delvis fordi dens tætte skygge og rodsystem forhindrer andre arter i at vokse under den. Denne art findes også i Indien, og bliver der omtalt som "Gulmohar".

Mineralogi & minedrift

Bornit (Broget kobbermalm; Påfuglesten): Bornit er et sulfid mineral med kemisk sammensætning Cu₅FeS₄ (kobber jern sulfid), som krystalliserer sig i det kubiske krystal system. Det har en brun til kobberrød farve på nye (uanløbne) overflader, som anløber til en farvespillende blåligrød overflade. Dets blåligrøde til bronzefarvet spillen i regnbuens farver giver det tilnavnet påfuglesten, kaldet således på grund af den farvespillende række af farver set på en anløben overflade lignende dem på en påfugls hale. Dette anløbne lag eller den anløbne tilstand danner sig på bornit, når det udsættes for luft. Den anløbne tilstand består af forskellige kobber oxyder og hydroxider, som danner et lag på nogle få atomers tykkelse over den nye (uanløbne) overflade. Lagets tykkelse svarer omtrent til lysets bølgelængde, og det er på grund af denne egenskab, at den spillen i regnbuens farver kan ses. I bornits tilfælde er den anløbne tilstand en let blåligrød, violet eller blå farve.

Mineralogi & minedrift: Bornit (Broget kobbermalm; Påfuglesten)

Bornit er et vigtig kobber malm mineral og forekommer almindeligt i porfyr kobber aflejringer sammen med det mere almindelige chalkopyrit (kobberkis). Bornit kan også findes i pegmatit (skriftgranit). Bornit er vigtig for dets kobber indhold på omkring 63 procent af massen.

Bornit er isometrisk, har en hårdhed på 3, en specifik tyngde på 5,7, en pulverfarve af grå-sort, ringe spaltning og bruges i industrielle kobber malme. Habitus (beskaffenhed): Krystaller sjældne. Ofte som kompakte kornede masser.

Bornit bruges i mineral-handelen (forretninger) som en kuriositet og børnenes yndlings- "påfuglesten".

Bornit er kendt siden 1725, men fik ikke sit nuværende navn førend 1845, da det blev opkaldt efter Ignaz von Born (1742 - 1791), østrigsk mineralog og metallurg.

Farve

Farve: Påfugleblå, en glansfuld grønlig blå farve, som på visse påfuglefjer. Synonymer: grønlig blå, akvamarin, turkis, kobolt-blå.

Periskoper

Periskop: Periskop er et græsk ord. · peri- en forstavelse betydende "om", "rundt omkring", "hinsides", visende sig i låneord fra græsk. · -skop et lærd lån fra græsk brugt i betydningen "redskab for udsigt". Periskop er et optisk instrument til observation fra en skjult stilling, sådan som fra en neddykket undervandsbåd. Består i sin simpleste udformning af et rør med parallelle spejle i hver ende stillet skråt på 45° i forhold til dets akse. Det øverste spejl afspejler stedet ved rørets øverste ende; iagttageren ser stedet i det nederste spejl. Periskopet opnåede stor betydning i flåde- og militæroperationer i 1. verdenskrig (1914 - 1919).

Skønt oftest tænkt på som en undervandsbåds observationsapparat, var periskoper i vid udstrækning brugt i skyttegravene under 1. verdenskrig (1914 - 1919) for at tillade observationer uden at afsløre observatøren, og specielle udgaver blev også udviklet for at blive fastgjort til geværer.

Langt mere komplekse periskoper er i brug i undervandsbåde og tanks, og for at opnå på afstand at kunne betragte utilgængelige områder som for eksempel atomreaktorer, raketmotorer eller - som miniatureinstrumenter - inden i den menneskelige krop (endoskop). Når de anvendes i undervandsbåde, er de anbragt drejeligt for at gøre det muligt at foretage observationer hele horisonten rundt. Lysstrålen går ind i det normale komplekse periskop igennem et top prisme, der drejer dets retning nedad. Reflekteret igennem en del linser når den prismet i bunden, der gengiver strålerne vandret og derfra ind i et øjes linse. Bundter af glasfibre videresender billeder, ofte langs buede baner, til betragtning på afstand (lyslederteknik).

Periskopudlejningsforretningen

Principskitse af strålegangen i et periskop med spejle - model Zanger (Tivoli) - er vist på billedet til venstre.

I 25 år i 1983 har Kaj Engmann Larsen lejet periskoper ud ved Pantomimeteatret i Tivoli, København.

Man kan stadig få noget for 50 øre - i 1983.

Når trængslen foran Pantomimeteatret er stor, og det kan være svært at få øje på danserne igennem menneskemængden, kan man få hjælp fra en aflang sort indretning med et par spejle fastgjort til en stok. Det ser mystisk ud, men apparatet er et periskop. Det virker fint, og så kan man leje det for den fyrstelige sum af 50 øre.

"Ja, det er faktisk efterhånden det billigste, man kan få i Tivoli", siger Kaj Engmann Larsen, 80 år, der gennem 25 år trofast har stået for periskop-udlejningen i haven.

Periskoperne stammer fra 1929, og de er alle fremstillet af blikkenslager Zanger fra Islands Brygge.

"Zanger var en lille mand, og det irriterede ham kun at kunne se nakken på dem, der stod foran ham", fortæller Kaj Engmann Larsen. "Så gik han hjem og lavede et periskop, gik op til Tivolis daværende direktører og spurgte, om det var noget for dem. De sagde ja tak. Zanger gik hjem og lavede flere periskoper, og startede så sin udlejnings-forretning".

Kaj Engmann Larsen kendte Zanger og hjalp til engang imellem med de efterhånden 200 periskoper. Og da Zanger døde i 1958, overtog Kaj Engmann Larsen forretningen.

Nogen guldgrube er den ikke, men Kaj Engmann Larsen og hans medhjælper Helge Andersen gør det heller ikke for pengenes skyld. "Det er en hobby for os. Vi har en overenskomst med Tivoli om at holde prisen på 50 øre og være her to en halv time hver aften. Jeg ville ikke undvære mit job i Tivoli og de goder, der hører med.

Jeg oplever noget hver dag i stedet for at sidde hjemme og hænge i en gyngestol", siger Kaj Engmann Larsen, der først blev pensioneret for to år siden.

At prisen på 50 øre nærmest er forhistorisk lav, ses af, at mange af kunderne overhovedet ikke bryder sig om at vente på byttepengene, når de betaler med en krone. Andre går forbi, fordi de tror, at der står 50 kr., og forleden var der en herre, der i forbifarten stak de to udlejere seks kroner, fordi han syntes, forretningen gik så skidt den aften..

Periskopudlejningsforretningen lige siden.

Helge Andersen (26. december 1933 - 12. december 2011) beretter nu i 1998 at efter blikkenslager Zangers død i 1958, viderefører blikkenslager Zangers enke Periskopudlejningsforretningen i Tivoli-sæsonerne 1959 og 1960 efter godkendelse fra Tivoli. Kaj Engmann Larsen (1903 - 1989) hjalp ikke til i disse to år efter enkens ønske som følge af uoverensstemmelser med enken om de daglige forretninger. Tivoli-sæson 1959 gik rimeligt godt for Periskopudlejningsforretningen, da enken havde antaget nogle forholdsvis stabile medhjælpere. Tivoli-sæson 1960 var ikke tilfredsstillende for Periskopudlejningsforretningen, da dette års hjælpere ikke passede deres arbejde ordentligt. Blandt andet lod hjælperne en skoledreng stå for udlejningen. Periskoperne blev heller ikke vedligeholdt i disse 2 år. Som følge heraf ophævede Tivoli aftalen med enken, som så ikke havde anden mulighed end at kontakte Kaj Engmann Larsen for at høre, om han var interesseret i at købe forretningen. Kaj Engmann Larsen konstaterede ved besigtigelse, at en stor del af periskopernes spejle var defekte. Herefter forhandledes om overtagelsesprisen ud fra periskopernes tilstand samt med Tivolis tilkendegivelse af, at de ønskede, at Kaj Engmann Larsen overtog forretningen. Så købte og overtog Kaj Engmann Larsen forretningen fra enken på hans betingelser ved årsskiftet 1960/61 (Tivoli-sæson 1961), som den afdøde blikkenslager Zanger (? - 1958) havde ønsket før sin død. Overtagelsesprisen blev betalt i flere månedlige rater til enken til trods for, at Kaj Engmann Larsen kunne have betalt kontant. "Så det er ikke helt historisk korrekt, som Kaj Engmann Larsen siger ovenfor, at han overtog forretningen fra 1958", siger Helge Andersen.

Kaj Engmann Larsen var, da han gik på pension, chauffør for det danske firma Galle og Jessen A/S, som fremstillede chokolader og lakrids. Tidligere har han bl.a. også været taxachauffør og har haft mange andre slags job.

Helge Andersen er uddannet typograf (håndsætter). Han kom i lære i efteråret 1948 hos et lille trykkeri på Nørrebro, København, hvor han boede og var født og opvokset. Læretiden var på fem år. Som udlært blev han i samme firma i yderligere tre år fra 1953 til 1956. Fra efteråret 1956 var han i nogle perioder ansat ved det danske firma Gutenberghus A/S, som fremstiller ugemagasiner / ugeblade og andet tilsvarende, hvor han begyndte med at arbejde på KTAS (Københavns Telefon A/S) fagbogen. Arbejdet blev udført i to holds skift med ca. 20 mand på hvert hold over en 5 ugers periode. Efter ca. 1 uges pause kom han igen ind for en periode på ca. 14 dage, hvor han var med til at udføre korrekturrettelser på fagbogen. Fra begyndelsen af 1957, og indtil han blev sagt op i 1991, var han fastansat hos Gutenberghus A/S. Gutenberghus A/S hedder nu (1998) Egmont Publishing Service, som er en del af Egmont Gruppen. I denne periode arbejdede han fortsat på KTAS (Københavns Telefon A/S) fagbogen og navnebogen samt nogle andre mindre lokale telefonbøger. Senere kom han i "ombryderiet", hvor han arbejdede med ugebladet "Alt for Damerne" og andre publikationer. Indtil hans afgang fortsatte han med at være i "ombryderiet". Han er nu pensioneret.

Helge Andersen begyndte med at hjælpe til i Periskopudlejningsforretningen i hele Tivoli-sæsonen 1961 og blev officiel "medhjælper" fra sæsonen 1962.

Da Kaj Engmann Larsen døde i julen 1989, købte Tivoli "apparaterne", som periskoperne benævnes, af boet, og Helge Andersen overtog selve Periskopudlejningsforretningen fra Tivoli-sæson 1990.

Skilt fra Periskopudlejningsforretningen med påskrift "Pantomimen kan alle se! Periskop udlejes - 25 øre"; skiltet er 126,5 cm (49,8 Engelske tommer) bred og højden er 75 cm (29,5 Engelske tommer) - er vist på billedet til venstre.

Helge Andersen oplyser, at da han begyndte at komme regelmæssigt i Tivoli omkring 1951/1952 kostede leje af et periskop 25 øre (0,25 DKK o.a.). Siden blev prisen sat op til først 35 øre (0,35 DKK o.a.) og derefter til 45 øre (0,45 DKK o.a.), hvorefter prisen i 1983 var 50 øre (0,50 DKK o.a.) som nævnt ovenfor. I 1985 blev prisen sat op til 1 krone (1,00 DKK o.a.). I 1990 og 1991 var prisen 2 kroner (2,00 DKK o.a.). Fra 1992 er prisen fastsat til 3 kroner (3,00 DKK o.a.). I den sidste del af sæsonen 2005 blev prisen sat op til 5 kroner (5,00 DKK o.a.), og det er stadig dagens pris.

"I 1930'erne prøvede Periskopudlejningsforretningen også at sælge is i bægre", siger Helge Andersen.

I 1983 og 1988 er der solgt et periskop. Et af disse siges at være solgt til en udenlandsk familie på ferie i Danmark med en handicappet søn, så han kunne ligge ned på bagsædet i deres bil under kørsel og stadig være i stand til at se ud af vinduet. Stokken blev selvfølgelig afmonteret. I 1991 er et periskop for en kort periode udlånt til Statens Teaterskole, hvor det blev brugt i en afgangseksamens-forestilling.

Helge Andersen fortæller, at i en periode har Periskopudlejningsforretningen også udlejet periskoper for 5 kroner (5,00 DKK o.a.) for omkring 1 time ved forestillinger på friluftsscenen "Plænen", Plænens store scene, hvor verdensberømte artister underholder gæsterne. Det gør Periskopudlejningsforretningen ikke mere. Sidste gang var i 1993. Udlejningen ophørte, da omsætningen var ringe og det altid var nødvendigt med en medhjælper. Udlejningen skete fra et sted ved siden af den udvendige trappe op til restaurant "Promenaden" et lille stykke nede ad sidevejen imod indgangen over for Københavns Hovedbanegård, netop hvor nedgangen til de underjordiske offentlige toiletter er i dag (1998). Siden udlejes periskoperne kun under pantomimeforestillingerne, som varer omkring en halv time.

Af de oprindelige omkring 200 periskoper er der ved Tivolis overtagelse af apparaterne omkring 100 tilbage. Heraf er de 40 siden blevet renoveret og sat i stand klar til brug. Renoveringen stod Tivoli for. Arbejdet blev udført på deres eget smedeværksted.

Periskoperne vedligeholdes nu af Tivoli, da de som ovenfor nævnt købte dem af boet efter Kaj Engmann Larsen. Dog sørger Periskopudlejningsforretningen selv for mindre vedligeholdelse, såsom udskiftning af spejle og lignende. Materialerne til disse mindre vedligeholdelsesarbejder leveres af Periskopudlejningsforretningen. Periskopudlejningsforretningen har fra en glarmester som Helge Andersen kendte, fået et større antal rester af spejle, som kan skæres til, efterhånden som der bliver brug for dem.

Periskoperne - model Zanger (Tivoli) - findes i forskellige størrelser (højder på rørene) passende til både børn og voksne.

Periskoperne er nutildags monteret på en stok. Det var de ikke i de første år. "Ingen kan huske, hvornår de blev monteret med stokke", siger Helge Andersen.

Et periskop med stok er 187 cm (73,6 Engelske tommer) høj målt på et periskop, hvor det øverste spejl er lukket. Det gælder for alle periskoperne, at de er næsten lige høje.

Selve periskoprøret findes i tre forskellige størrelser, som det fremgår af nedenanførte tabel. Bredden på et periskoprør er 10 cm (3,9 Engelske tommer) og dybden er 6 cm (2,4 Engelske tommer) målt uden beslag til stokken. Stokken har en bredde på 2,5 cm (1 Engelsk tomme), en dybde på 2,5 cm (1 Engelsk tomme) og fastgørelsesbeslaget på røret en højde på 11 cm (4,3 Engelske tommer). Beslaget er påsat nederst på periskoprørets bagside. Når periskopets øverste spejl er opslået, forøges periskopets højde med cirka 10 cm (3,9 Engelske tommer).

Periskopets nederste spejl er fast monteret på periskoprørets bundplade, som målt set fra periskopets side i forhold til en vandret linie gennem bundpladens laveste punkt hælder 20° skråt opad i retning fra periskoprørets forside mod periskoprørets bagside. Bundpladen og nederste spejl har samme bredde som periskoprøret 10 cm (3,9 Engelske tommer) og dybden er 6 cm (2,4 Engelske tommer). Åbningen ind til nederste spejl fra forsiden af periskopet har samme bredde som periskoprøret 10 cm (3,9 Engelske tommer) og højden på den udskårne del er 9 cm (3,5 Engelske tommer).

Periskoprøret afsluttes øverst med en skrå åbning som målt fra periskopets side i forhold til en vandret linie gennem åbningens laveste punkt hælder 55° skråt opad i retning fra periskoprørets bagside mod periskoprørets forside, hvor der øverst afsluttes med to hængsler, hvorpå periskopets topplade med spejl er fastgjort til. Den skrå åbning har samme bredde som periskoprøret 10 cm (3,9 Engelske tommer) og har en længde på 10,5 cm (4,1 Engelske tommer) og ender 9 cm (3,5 Engelske tommer) nede af røret i forhold til rørets øverste punkt. Toppladen med øverste spejl har en bredde på 11 cm (4,3 Engelske tommer), dybden er 11 cm (4,3 Engelske tommer) og højden (tykkelsen af metalplade med spejl) er 0,5 cm (0,2 Engelsk tomme).

Bredden, dybden, højden, siden, forsiden og bagsiden er benævnt ud fra den stilling, som periskopet indtager under brug.

På toppladen er fastgjort en todelt metalstang (zink) med en tykkelse på 0,2 cm (0,08 Engelsk tomme) og en bredde på 1,5 cm (0,6 Engelsk tomme), som afsluttes i et beslag på den nederste halvdel af periskoprørets højre side. Stangen kan her med en vingemøtrik på periskoprørets højre side fastholdes i ønsket position for indstilling af periskopets øverste spejl i ønsket vinkel.

Periskopets rør er lavet af metalplader (zink) med en tykkelse på 0,1 cm (0,04 Engelsk tomme), som er bukket og loddet sammen og malet sort. Periskopets stok er lavet af træ, som er lakeret med klar lak.

Periskoperne opbevares og transporteres ved håndkraft i bænke, med plads til 10 i hver bænk. Bredden på en bænk er 50 cm (19,7 Engelske tommer), højden er 55 cm (21,7 Engelske tommer) og længden er 110 cm (43,3 Engelske tommer). I længderetningen er bænken forsynet med firkantede huller, i hvilke periskopernes stokke sættes ned i. Nutildags udlejes periskoper kun fra 1 bænk med plads til 10 periskoper, som normalt som standard er udstyret med 1 stk. periskop af typen benævnt "en lille", 3 stk. periskoper af typen benævnt "en kvart" og 6 stk. periskoper af typen benævnt "en stor". Afhængig af forventningerne til et salg, kan denne fordeling ændres fra gang til gang, men det sker kun sjældent nutildags. Af hensyn til at der skal være plads til, at en bærers skulder kan gå under periskoprørets nederste del, for at en mand bedre kan bære bænken, skal der altid være 2 periskoper af typen benævnt "en stor" placeret omkring midtpunktet af bænken, hvor man også tager fat i bænken for at bære den. En bænk uden periskoper vejer ca. 4,5 kg (9,9 UK/US pund (avoirdupois)). En bænk med forannævnte fordeling af 10 periskoper vejer ca. 22,5 kg (49,6 UK/US pund (avoirdupois)). Tidligere har Periskopudlejningsforretningen også haft bænke med plads til 20 periskoper i hver bænk. For at bære disse store bænke skulle der være to mand. Bænkene er af træ, som er malet grå.

Brugere:	Periskop rør højde:	Vægt af periskop rør med stok:	Benævnt:
børn 6 til 7 år (eventuelt fra 4 til 5 år nutildags)	86 cm (34 Engelske tommer)	2,0 kg (4,4 UK/US pund (avoirdupois))	"en lille"
børn 8 til 11 år (eventuelt fra 6 til 9 år nutildags)	76 cm (30 Engelske tommer)	1,5 kg (3,3 UK/US pund (avoirdupois))	"en kvart"
voksne	66 cm (26 Engelske tommer)	1,1 kg (2,4 UK/US pund (avoirdupois))	"en stor" (eller "en hel")

Målene og dermed også vægtangivelserne på periskoper og bænke er omtrentlige; da de alle er håndlavede, og ikke to har helt ens mål. Målene kan afvige med op til nogle centimeter (omkring en Engelsk tomme). Vægtangivelserne for et periskop rør med stok kan afvige med omkring 0,3 kg (0,7 UK/US pund (avoirdupois)) og for en bænk uden periskoper med omkring 0,5 kg (1,1 UK/US pund (avoirdupois)). Heraf følger, at vægtangivelsen for en bænk med 10 periskoper teoretisk kan afvige med omkring 3,5 kg (7,7 UK/US pund (avoirdupois)).

For bedre forståelse af disse beskrivelser med mål på periskoperne referer venligst også til ...

• Billedet med "Principskitse af strålegangen i et periskop med spejle - model Zanger (Tivoli)" - øverst i denne artikel.
• "Billedgalleri med fotografier fra Periskopudlejningsforretningen" - nederst i denne artikel.

Periskopudlejningsforretningen indstiller det lejede periskops øverste spejl for kunden, som sætter periskopets stok mod jorden, så periskopet hviler herpå, og det øverste spejl peger i retning mod Pantomimeteatrets scene. Når vingemøtrikken som holder det øverste spejl i ønsket vinkel løsnes, skal man passe på ikke at give slip, ellers kan spejlet falde for hårdt nedad på periskoprøret og gå i stykker. Kunden holder periskopet let foroverbøjet og ser ned mod spejlet i bunden, hvor man kan se, hvad der sker på scenen. Kundens blik følger den stiplede linie som vist på billedet med "Principskitse af strålegangen i et periskop med spejle - model Zanger (Tivoli)" - øverst i denne artikel.

I 1990 medvirkede Periskopudlejningsforretningen og Helge Andersen i en filmoptagelse om Tivolis Pantomimeteater med titlen "Sig noget Pjerrot". Den knap en time lange udsendelse blev vist på dansk TV2 i oktober 1990. Filmen var instrueret af Bent Christensen (1929 - 1992), dansk film- og tv-instruktør, filmproducent og skuespiller.

Historien fortælles gennem en 12-årig dreng spillet af Laus Høybye. Under et besøg i Tivoli falder drengen "i snak" med statuen af Pjerrot, som fængsler ham med sine historier. Drengen kigger af og til ned i ét af de gamle periskoper. Instruktøren bruger periskopet som én slags tryllerør. Når drengen kigger ned i det, får kameraet lov at køre over gamle stik og andre ting, som sætter billeder til Pjerrots ord og giver drengens oplevelser et historisk perspektiv. Indimellem vises fem-seks klip fra nogle af forestillingerne.

Helge Andersen kaldes blandt venner "Periskop".

Helge Andersen ajourfører altid Periskopudlejningsforretningens regnskabsbog efter afslutningen på aftenens sidste pantomimeforestilling. Som det fremgår af nedenanførte forklaringsliste er de indførte oplysninger meget detaljerede og angives per pantomimeforestilling.

I regnskabsbogen betyder markering med:

"A":

Pantomimeforestillingen aflyst af Pantomimeteatret.

"-":

Udlejningen af periskoper aflyst af Periskopudlejningen på grund af for meget regn eller blæst, idet udlejningen foregår under åben himmel.

"X":

Ingen forestilling.

"0":

Ingen omsætning. Ellers indføres omsætningen.

I forbindelse med flytninger af Periskopudlejningsforretningen er en del materiale gået tabt som for eksempel nogle af de ældre regnskabsbøger.

Periskopudlejningsforretningen har igennem tiderne holdt til mange steder i haven. Nu (1998) sidst i et lille skur bagved Pantomimeteatret hvor periskoperne opbevares.

Under pantomimeforestillingerne bliver periskoperne lejet ud fra et sted nær ved portrætbusten visende Niels Hendrik Volkersen (1820 - 1893) som Pjerrot udført af billedhugger Axel Hansen (1853 - 1933) og afsløret 1896.

Når der er mange mennesker og omsætningen er ringe tager Helge Andersen gerne et periskop frem og står og ser igennem det. Nogle gange gør dette kunderne så interesserede, at de selv vil prøve, og derved bliver der så udlejet nogle periskoper.

Når halvdelen af en pantomimeforestilling er spillet, kan det hænde, at Periskopudlejningsforretningen vælger at tinge om prisen med en kunde eller give rabat for også at få den sidste omsætning med.

Ved udlejning spørges altid, om det er til en voksen eller til et barn for at vælge et periskop med korrekt rør højde til brugeren. Helge Andersen har en omfattende viden om den korrekte indstilling og brug af periskoperne og eventuelle utraditionelle løsninger, som for eksempel at lade et mindre barn stå på soklen til portrætbusten af Pjerrot og lade periskopets stok hvile på jorden. Andre gange har Periskopudlejningsforretningen udlejet periskoper til personer i kørestole. "Når Periskopudlejningsforretningen får en opgave, så bliver den løst!", siger Helge Andersen.

"I de senere år (1998) er det blevet stadig mere vanskeligt at udleje periskoper, så omsætningen viser en faldende tendens. De fleste kunder lejer nutildags kun periskoper af nostalgiske årsager", siger Helge Andersen.

Ofte, efter at pantomimeforestillingerne er slut, kommer mange børn og voksne hen for at se, hvad det er, Helge Andersen vil udleje. De får så en venlig forklaring ofte ledsaget af et smil.

Det hænder stadig, at folk betaler mere, end de skal, fordi de synes, at prisen er så lav.

"Pantomimeteatret har gennem årene ofte været omtalt i aviserne og i andre medier", siger Helge Andersen, "men også Periskopudlejningsforretningen har været nævnt i aviserne og i andre medier" ...

• I "Berlingske Tidende" torsdag den 1. september 1983 i anledning af Kaj Engmann Larsens 25 års jubilæum ved Periskopudlejningsforretningen. Dette 25 års jubilæumsårstal er ikke helt historisk korrekt, som det kan ses af Helge Andersens ovennævnte redegørelse, hvoraf det fremgår, at Kaj Engmann Larsen først overtog forretningen ved årsskiftet 1960/61 (Tivoli-sæson 1961).
• I "Politiken" mandag den 30. juli 1990 i anledning af en filmoptagelse om Tivolis Pantomimeteater hvor Periskopudlejningen og Helge Andersen medvirkede.
• Periskopudlejningsforretningen og Helge Andersen medvirkede i 1994 i en fjernsynsserie "50 +" vist på Kanal København og produceret af City TV/Kanal København, hvor folk over 50 år udtalte sig til interviewer Maud Bertelsen. I denne udsendelse var Tivoli et gennemgående tema, hvor Pantomimeteatrets kostumier Anne-Birgitte Lang fortalte om Pantomimeteatret set indefra og om Pantomimeteatrets teaterhistorie, formanden for Tivoligarderforeningen Alf Højlund Rasmussen fortalte om Tivoligarden, tidligere tivoligardist Børge Winther Rasmussen fortalte blandt andet om sine oplevelser i Tivoligarden i 1930 - 1932, og som førnævnt fortalte Helge Andersen om Periskopudlejningsforretningen.
• Periskopudlejningen er nu fra 1998 også omtalt på Internettet - nemlig dette som du læser lige nu!
• I september 1999 fandt en filmoptagelse om Pantomimeteatret sted, produceret af Teaterteknikerforbundet (TEF) i Danmarks Forlag og Spectrum Film, hvor Pantomimeteatrets kostumier, Anne-Birgitte Lang og også Helge Andersen og Periskopudlejningsforretningen medvirkede. I filmen vises uddrag af pantomimen "Harlekin skelet". Filmen kommer både i dansk og i en engelsk udgave, og kan derved udover at blive et historisk dokument også blive et visitkort for København og Tivoli. Den danske udgave af filmen "Harlekin Skelet en film om Pantomimeteatret" af Ole Henning Hansen udkom i november 2000.
• I "Berlingske Tidende" lørdag den 8. april 2006 i anledning af den nye Tivoli-sæson hvor Periskopudlejningen og Helge Andersen blev omtalt.

På de dage hvor der er pantomimeforestillinger, og hvor Tivoligarden trækker op og går i procession gennem haven, følger Helge Andersen altid meget interesseret garden fra hans "faste" observatør-pladser i Tivoli.

Per Wiklund var lejlighedsvis "medhjælper" i Periskopudlejningsforretningen i adskillige år og blev officiel "medhjælper" fra sæsonen 2002.

Endnu i Tivoli-sæsonen 2010 lejede Helge Andersen stadig selv periskoper ud, og i hele sæsonen 2011 under hans sygdom passede Per Wiklund alene Periskopudlejningsforretningen for ham, hvorefter Per Wiklund overtog selve Periskopudlejningsforretningen fra Tivoli-sæsonen 2012.

Endnu i 2018 lejer Per Wiklund periskoper ud, og prisen er stadig kun 5 kroner (5,00 DKK o.a.).

Da der, over de senere år, var en stadig faldende interesse blandt publikum for at leje periskoper, besluttede Per Wiklund at udlejningen stoppede med sidste dag den 13. juni 2018.

Klik for at se et lille Billedgalleri med fotografier fra Periskopudlejningsforretningen (Total: 185.163 bytes).

Commedia dell'Arte

Lystspilgenre, der blomstrede i 16. og 17. århundrede i Italien og derfra spredte sig til det øvrige Europa. Har et fast handlingsskema (scenario) og stående typer; dialogen improviseres af skuespillerne. Typerne er Pantalone, Arlecchino (Harlekin), il Dottore, il Capitano med flere.

Udtrykket og ordet commedia dell'arte er vanskeligt at oversætte fra italiensk. Ordret tilnærmelsesvis 'kunstnernes komedie', antydende forestillinger af professionelle som skelnet ud fra hof-dilettanter. Denne form har haft andre benævnelser, som er mere åbenbar for dens beskaffenhed og kendetegn. Disse omfatter commedia alla maschera (maske-komedie), commedia improvviso (improviseret komedie) og commedia dell'arte all'improvviso.

Hertil kommer, at i virkeligheden var selveste benævnelsen la commedia dell'arte aldrig brugt af virksomheden af skuespillere eller professionelle skuespillertrupper indtil det attende århundrede, hvor vi finder den italienske dramatiker og skuespilforfatter Carlo Goldoni (Venedig, 25. februar 1707 - 6. februar 1793) anvende det for at skelne det maske-bærende og improviserede drama fra den manuskriptbundne komedie, som han selv som dramatiker foretrak. Ældre benævnelser brugt af de professionelle spillere og trupper virkede snarere i retning af at være mere specifikke: la commedia degli Zanni, la commedia a soggetto, la commedia all'italiana eller la commedia mercenaria. Selve udtrykket er ikke brugt af forfatteren Andrea Perrucci i hans Dell'arte rappresentativa, premeditata ed all'improvviso skrevet så sent som 1699. En kunne til hans all'improvviso tilføje fra andre perioders kilder commedia non scritta, sei maschere og uden for Italien simpelthen Italiensk komedie. I Frankrig blev den kaldt comédie à l'impromptu og også comédie improvisée, skønt den aldrig fik nogen helt nøjagtig definition.

Men når dette engang er konstateret, kan man se bort fra disse tidlige alternative benævnelser: hvad der er vigtigt, er at skelne en slægt (som man nu kalder commedia dell'arte), som var professionel, bar maske og til at begynde med offentligt improviserede på midlertidige udendørs tribuner i enkle kostumer, fra den samtidige commedia erudita som blev spillet af dilettanter dilettanti efter manuskript og opført uden maske og i kunstfærdige kostumer på slottenes private indendørs scener. Arte kan blive oversat til dansk ikke kun som 'kunst', men også som 'håndværk' og 'teknisk dygtighed'.

Commedia dell'Arte har udbredt sig over hele Europa efterhånden som grupperne fandt ud af, at de kunne profitere mere ved at gå i eksil end fra kritik fra Tridentinerkonciliet. Udbredelsen skete så langt som til Rusland, Tjekkoslovakiet og Danmark, og overalt hvor Commedia dell'Arte befandt sig, tilpassede den sig til lokale forhold uden at gå på kompromis med det væsentlige, og sådanne nationale variationer bidrog til, snarere end forringede, dens universalitet. Udviklinger sket i Frankrig i det 17. århundrede blev tilmed genindført til Italien af de omvandrende grupper.

Indtil dets forening i det 19. århundrede bestod Italien, ligesom Europa i dag, af en sammenslutning af suveræne stater. Som en form fra før-Italien var Commedia dell'Arte derfor nødt til at udvikle sig i en mangesproget form, idet der blev brugt et ordforråd hentet ud fra de nordlige bystater og fra de sydlige regioner. Dens personer repræsenterer grundlæggende typer fra disse stater, hver talende en dialekt eller et sprog stort set uforståelig for indbyggerne af de andre. Der var i realiteten tre inddelinger: norden som tilvejebragte de 'fire Masker' - Arlecchino og Brighella (Bergamese), Pantalone (Venetian), Il Dottore (Bolognese); syden - Pulcinella, Tartaglia, Coviello og Il Capitano (Neapolitan eller Calabrese); og Toscana som tilvejebragte det litterære tungemål, som hører sig til de elskendes og tjenestepigens væremåde. Efterhånden som komediespillerne vandrede fra stat til stat, blev lokale personer bragt mere i forgrunden i de valgte scenarier, og de måtte bære en større del af replikkerne, ofte på bekostning af de andre Masker som blev mindre sympatiske på den lave humoristiske måde, som stranieri ofte er. Men alle Maskernes væsentligste sprog var handling - scenens esperanto.

Klik for at se maleri med Commedia dell'Arte masker (133.674 bytes).

Commedia dell'Arte har haft betydning for bl.a. den franske lystspilforfatter Jean Baptiste Poquelin Molière (1622 - 1673) og den italienske dramatiker Carlo Goldoni (Venedig, 25. februar 1707 - 6. februar 1793) samt i Danmark på forfatteren og historikeren Ludvig Holberg (Bergen, Norge, 3. december 1684 - 28. januar 1754) og på pantomimegenrerne, den engelske harlekinade og på dukkespillet: Mester Jakel komedie. Har lagt grunden til en mimetradition, særlig stærk i Frankrig, som har fortsat med den moderne mime af den franske skuespiller og instruktør Jean-Louis Barrault (1910 - ) og den franske skuespiller og mimiker Marcel Marceau (1923 - ); endvidere nedstammer de i Tivoli i København spillede pantomimer fra Commedia dell'Arte.

Pantomimeforestillingernes historie i Danmark

Den 11. oktober 1843 optrådte Niels Henrik Volkersen (1820 - 1893) for første gang som Pjerrot i Tivoli. Det var den sidste aften i Tivolis første sæson, og Volkersen, der ellers havde optrådt som akrobat, udførte tableauer fra Pjerrots liv. Sådan begyndte Volkersens 50 år lange karriere i Tivoli, og sådan begyndte historien om en unik og charmerende teaterform, der kun har overlevet takket være Tivoli.

Pantomimerne kom til Danmark i 1800. Genren var kendt og populær over hele Europa, men pantomimer havde hidtil kun været i Danmark på turneer med udenlandske teatertrupper. I 1800 kom to familier, Price fra England og Casorti fra Italien, til Klampenborg i forbindelse med kildemarkedet i Dyrehaven. Efter ugerne ved Kirsten Piils Kilde søgte de to familier hver for sig ind til byen, København. Det gik bedre for Price end for Casorti. Price løste borgerskab og fik tilladelse til at ernære sig ved undervisning i diverse sport og gymnastiske kunster. Casorti søgte blot om tilladelse til at arbejde i byen, men løste ikke borgerskab. Han blev altså ikke skatteborger og fik heller ikke tilladelsen. I 1801 og 1802 fik begge trupperne imidlertid tilladelse til at spille forestillinger på Hofteatret på Christiansborg i en kort periode, hvis de for egen regning ville klargøre teatret til at modtage publikum. Det løb op, men trupperne spillede og fra repertoirelisterne kender vi titler som stadig spilles i Tivoli i dag, for eksempel Harlekin Mekanisk Statue. Om vinteren turnerede trupperne fortsat i Europa. Familien Casorti brød op igen, men far Gaetanos ældste søn Guiseppe blev i Danmark, hvor han oplærte mimikeren Pettoletti, der siden blev Volkersens lærermester. Guiseppe Casorti gav også navn til de traditionelle pantomimer som vi kender dem fra Tivoli; de kaldes de casortiske pantomimer. Familien Price gik det ganske godt. De etablerede sig med teater på Vesterbro, hvor de havde godt besøg og sågar underholdt kongen. Og stadig turnerede de om vinteren, når københavnerne ikke kunne komme til Vesterbro p.g.a. de smudsige veje.

Volkersen, dansk artist og mimiker, var Danmarks, Københavns, forlystelseshave Tivolis Pjerrot i 50 år - fra åbningssæsonen i 1843 til 50 års jubilæumsfesten i 1893. Sammen med Harald Hesse (1817 - 1897) (Harlekin) og Peter Busholm Senior (1815 - 1886) (Kassander) skabte han en dansk udgave af den italienske pantomime-tradition. Om vinteren havde Volkersen bevilling til at optræde i provinsbyerne.

Se afskrift(er) (på dansk) af Volkersens original manuskript(er):

• 'Pjerrots fataliteter'

En pantomime er et skuespil, hvor personerne kun udtrykker sig ved at mime (det at illudere ved minespil (skift mellem ansigtsudtryk = mimik) og gebærder) ledsaget af musik, men som det klart fremgår af flere manuskripters tekst, benyttes vendingen, at figurerne "taler", f.eks. "Kassander siger til Pjerrot at ...".

Pantomimen nedstammer fra den italienske maskekomedie, Commedia dell'Arte, som opstod i renæssancen. I Commedia dell'Arte arbejdede skuespillerne - både kvinder og mænd - med faste rollefag: de unge elskende, faderen, den snu tjener, den dumme tjener osv. Historierne var nedskrevet i notatform i såkaldte scenarier, der indeholdt handlingen, men ingen dialog og ingen sceneanvisninger. Både dialogen og selve aktiviteten på scenen blev improviseret, men ikke helt frit efter forgodtbefindende. Hver skuespiller kendte sit rollefag ud og ind og vidste hvilken type, de skulle fremstille. Samtidig havde truppen også på forhånd indøvet en række replikskifter og akrobatiske numre, som de kunne blande efter behov, når de optrådte. Det siger sig selv, at numrene måtte indøves i forvejen for ikke at være farlige; de indeholdt ofte slag og fald og involverede mange optrædende på en gang. De indøvede numre, både replikskifterne og de akrobatiske numre, kaldes lazzi (en lazzo).

Når en Commedia dell'Arte-trup ankom til et spillested stillede de deres scene op; den bestod af to stolper og et forhæng på den vogn, de rejste med. Så aftalte de hvilket scenario, de skulle spille og så gik det ellers i flyvende fart over scenen. Historierne var meget fantasifulde og handlede ofte om bortførelser til fjerne lande, giftermål med vilde tyrker, flugtforsøg og heltegerninger. Karaktererne i stykkerne var de fine, adelige helte og elskende og de jævne og provinsielle tjenestefolk. Desuden var der altid en gammel mand: det kunne væren en købmand, soldat eller doktor, men han var altid lidt af en vigtigper og meget interesseret i kvinder. På den måde kunne en forestilling både indeholde høj poesi, komik, satire og sex.

Ligheden med vores Tivoli-pantomime er måske ikke indlysende, men slægtskabet er der. Commedia dell'Arte kom til Paris, hvor den blev meget populær. Den franske komedieforfatter Jean Baptiste Poquelin Molière (1622 - 1673) blev inspireret af den og trænede også selv som skuepiller med en Commedia dell'Arte-trup. Men populariteten blev en trussel mod de eksisterende teatre, der med alle midler forsøgte at hindre gæsterne i deres arbejde. Det var sådan forestillingerne mistede mælet: Paris' etablerede teatre insisterede på, at de var de eneste der havde tilladelse til at tale fra scenen, synge fra scenen m.m. Sådan opstod pantomime, der faktisk betyder "alt mimes". Fra Paris kom pantomimen til London, hvor den især blev brugt som muntre mellemspil mellem akterne i store operaforestillinger. Operaerne var kolossale udstyrsstykker med kulisser der kunne alt muligt, røg og damp og tricks med lemme i scenegulvet m.m. Den komplicerede teaterteknik smittede af på pantomimerne, og sådan opstod de karakteristiske forvandlingskulisser. Det var også i London at Harlekin definitivt fik sin karakter som den kvikke og adrætte spilopmager med det magiske sværd, bat'en eller briks'en.

Fra London går det tilbage til Paris og ud i Europa. De gæstende trupper i København før 1800 kom via Tyskland og forlod hurtigt byen igen. Men Ludvig Holberg (1684 - 1754) (den berømte danske forfatter) så sikkert pantomimer i Paris og var også en stor beundrer af Molières komedier, som han ofte lod sig inspirere af. Det er via Holbergs komedier og figurer, vi er endt med pantomimens figurer som vi kender dem i dag.

Disse figurer er:

Harlekin:

væver spilopmager, forelsket i Columbine.

Columbine:

skælmsk borgerdatter, forelsket i Harlekin.

Kassander:

Columbines fader, der vil have hende rigt gift. Den gamle Fader benævnes oprindelig hos Casorti som Pantalon; det var først langt senere, at navnet i Danmark blev forandret til Cassander - et navn, Cassandre, brugt på teatret i Italien allerede i det 16. århundrede, som derpå forsvandt og først kom i brug igen i Frankrig i det 18. århundrede. Pantalone blev gendøbt Cassandre i Frankrig i slutningen af det 18. århundrede og var beslægtet med Cassandro. Navnet Cassander blev senere også til Kassander i Danmark.

Pjerrot:

Kassanders enfoldige tjener, skal bl.a. vogte Columbines dyd. Er selv lun på hende.

Frieren:

Velhavende yngling, Kassanders valg til Columbine.

Historierne er altid kærlighedshistorier med lykkelig slutning, hvor Overfeen vier Harlekin og Columbine omgivet af feer med palmeblade i hænderne.

Denne sidste scene kaldes apoteosen og findes faktisk i næsten alle Tivolis pantomimer. Bagtæppet i apoteosen forestiller et græsk tempel i strålende lys og fra to store kar placeret med en i hver side bagerst på scenen brænder den bengalske flamme (stærkt, farvet fyrværkerilys) med sit flakkende, rødlige skær. Fra 2002 er den bengalske belysning blevet ændret til rødligt blafrende elektrisk lys ligeledes placeret med en elektrisk lampe i hver side bagerst på scenen. Ændringen skyldes, at man fandt ud af, at når den bengalske flamme brænder, afgives der giftige kemiske gasarter.

Klik for at se gammel stregtegning med Pantomimeforestillingen Pjerrots uheldige Frierie (53.096 bytes).

Som et kuriosum kan nævnes, at den danske forfatter Gustav Johannes Wied (6. marts 1858 - 24. oktober 1914) som er kendt for sine bidende vittige pessimistiske satiriske værker også har skrevet et pantomimestykke "Kærlighed og Selvmord" eller "Pierrot som Sejerherre". Stykkets tekst og scenario er bygget over samme handling som i forestillingerne på Pantomimeteatret - men med en drejning.

Se afskrift (på dansk) af Wieds original manuskript: 'Kærlighed og Selvmord'.

Nogle navne

Alfabetisk oversigt: Nogle navne.
I ( ) kan du se mit gruppe nummer til et omtalt pantomimestykke.

Abis, Jean d':

Ingen tilgængelige oplysninger. Forfatter til Pantomimestykke(r): (Muligvis) Den bedragne Skrædder (3-01).

Auber, Daniel François Esprit:

(19. januar 1782 - 12. maj 1871). Fransk komponist som skrev mere end 40 komiske og seriøse operaer. Musik til Pantomimestykke(r): Pjerrot bliver den lille (4-02).

Bjælke-Olsen:

Se Peter Rosenkrantz Olsen

Bournonville, August:

(1805 - 1879). Dansk balletmester og koreograf.

Busholm Senior, Peter:

(1815 - 1886). Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrots fataliteter (1-09) sammen med Niels Henrik Volkersen og Bjælke-Olsen (Peter Rosenkrantz Olsen), Pjerrot i Dyrehaven (3-04) sammen med Harald Hesse.

Edvardsen, Tommy:

Dansk danser, mimer og instruktør. Uddannet på Det Kgl. Teaters balletskole 1974. Derpå ansat i Den Kgl. Ballet frem til 1976. Ansat på Pantomimeteatret i Tivoli siden 1976 med fast ansættelse som danser og mimer. Blandt de mange partier, Tommy Edvardsen har danset, kan nævnes overtjeneren i "Pariserliv", rokokoherren i "Amors og Balletmesterens Luner" og Basilio i "Figaro". I teatrets pantomime-repertoire har han været med i samtlige forestillinger, med speciale i rollen som Kassander, frieren, fiskerkonen og doktoren. Han har desuden medvirket i en lang række musicals og skuespil, blandt andet på Folketeatret, Det Danske Teater, Nørrebros Teater og Zangenbergs Teater. Siden 2001 har Tommy Edvardsen også fungeret som instruktør på Pantomimeteatret. Iscenesætter til Pantomimestykke(r): Pjerrot går i søvne (1-11).

Geisler, Mette:

Kostumier. Kostumer til Pantomimestykke(r): Harlekins Triumf (4-07).

Hansen, Djamilla:

Dramaturg. Dramaturgi til Pantomimestykke(r): Vampyren Pjerrot (4-08).

Harvild, Georg K.:

Bogholder i Tivoli. Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot som Troldmand (4-03).

Helweg, Kim:

Dansk repetitør, komponist og arrangør. Orkestreret Pantomimestykke(r): Pjerrot vanvittig af skræk (4-04).

Henriques, Alf:

(1906 - 1976). Dansk litteraturhistoriker og kritiker; doctor philosophiae (dr. phil.) 1941. Forfatter til Pantomimestykke(r): Harlekin Fægtemester (4-01).

Hertz, Henrik:

(25. august eller 27. august 1798 eller 1797 - 25. februar 1870). Dansk forfatter og dramatiker, af jødisk slægt, født i København, døbt 1830. Skrev som ung cand. jur. et par ret traditionelle komedier, blandt andet Hr. Burchardt og hans familie (1827); mere original er hans fine københavnerkomedie Sparekassen eller Naar Enden er god, er Alting godt, Lystspil i tre Acter (1836). Forsøgte sig også med vaudeviller, dengang en form af musikalske lystspil, i den danske forfatter, digter og kritiker Johan Ludvig Heibergs (14. december 1791 - 25. august 1860) stil, men nåede langt bedre resultater inden for det poetiske versskuespil, blandt andet den lystige komedie Amors Genistreger, Lystspil i rimede Vers i to Acter (1830) og De Fattiges Dyrehave, Vaudeville i een Act (1844-45; betydeligt omarbejdet 1853) og de alvorlige Svend Dyrings hus (1837) og Kong Renés datter (1845) samt Ninon (1848). Tilsluttede sig Johan Ludvig Heibergs teorier. Som kritiker var Heiberg forkæmper for poetisk realisme og stillede strenge æstetiske krav til formen. Udgav 1830 en samling polemiske digte, Gengangerbreve, vendt imod Heiberg-kredsens modstandere. Udgav 1833 en smuk, personlig digtcyklus, Erindringer fra Hirschholm; hans stemningsbetonede og formfuldendte lyrik er som hans øvrige digtning fin og yndefuld, men en smule bleg. Skrev ud fra et konservativt livssyn to tidstypiske romaner, Stemninger og tilstande (1839) og Johannes Johnsen (1858-59). Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot går i søvne (1-11).

Hesse, Harald:

(1817 - 1897). Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot i Dyrehaven (3-04) sammen med Peter Busholm Senior.

Hingsberg, Otto Christian:

Skuespiller på de københavnske sekundateatre og spillede på Pantomimeteatret i Tivoli fra 1910 til 1920'erne, hvor der var nogle uoverensstemmelser med Tivoli. Han er kendt for, Til Brug for "Tivoli", at have nedskrevet pantomimer, der er blevet spillet og stadig spilles, med samt nogle af de pantomimer der var spillet på "Gammel Vesterbros Teater" og "Adolf. Prices Teater" ud fra pantomimernes originalmanuskripter. Desuden har han taget notater om udøvere af pantomime og samlet udklip, billeder, fotografier og andre effekter og materiale om pantomime. Samlingen kan nu til dags findes i den: Hingsbergske Tivolisamling, Københavns Bymuseum. En af bøgerne med pantomimer oplyser eksempelvis på titelbladet at den er Paabegyndt 1915 og Fuldendt 1918. I bøgerne er hver af pantomimerne beskrevet med en rolleliste og en historie, hvor man nu til dags ville have valgt at nedskrive en rolleliste og en dialog.

Hjejle, Yo-Akim:

Komponist og trommeslager. Musik til Pantomimestykke(r): Harlekins Triumf (4-07), Vampyren Pjerrot (4-08).

Hjort, Claus:

(16. september 1960 - ). Dansk danser og mimiker. Uddannet på Det Kongelige Teaters balletskole 1977. Derpå ansat som danser i Den Kongelige Ballet indtil 1988. Orlov fra 1984-1986, hvor han dansede i Dallas Ballet i USA. 1988-1989 ansat i Philadelphia/Millwaukee Ballet. Fra 1989-2001 ansat i Den Opsøgende Ballet i Danmark. Har blandt andet danset James i "Sylfiden", Mandarinen i "Den forunderlige Mandarin" og d'Artagnan/Aramis i "De tre Musketerer". Undervist på Det Kongelige Teater, Dallas Ballet, Dansens Hus og Danseværkstedet, København. Ansat på Pantomimeteatret i Tivoli som danser og mimiker siden 1990. Har her medvirket i balletter som "Sylvia", "Anno 20" og "Carnaval". Til Pantomimeteatret i Tivoli har han skabt balletten "Drømmebilleder" i 2002 og i 2003 koreograferede han en ballet-version af "Prinsessen på Ærten". Kunstnerisk leder af Pantomimeteatret i Tivoli fra 2001 - 31. juli 2006. Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot fortæller (4-06).

Houen, Kitt:

Kostumier. Ansat på Pantomimeteatret i Tivoli blandt andet i sæson 2003 og 2004. Kostumer til Pantomimestykke(r): Pjerrot går i søvne (1-11).

Huld, Paul:

(1885 - 16. april 1969). Ansat ved Pantomimeteatret fra 1911. Balletmester ved Pantomimeteatret 1916 - 1956. Balletmester Paul Huld nedskar i 1919 alle de gamle pantomimer til omkring en halv times spilletid på grund af svigtende publikumsinteresse og de daværende lysrestriktioner efter 1. verdenskrig (1914 - 1919). Spilletiden for en pantomimeforestilling er nutildags (1998) stadig omkring en halv time.

Jetsmark, Torben:

(1942 - ), dansk skuespiller og sceneinstruktør. Uddannet i mime 1962 - 1965. På Det Kongelige Teaters elevskole 1965 - 1968. Derefter forskellige udenlandske teaterskoler 1970 - 1972. Forfatter til Pantomimestykke(r): Flaminias bejlere (4-05).

Koerner, Steen:

Koreograf og electric boogie-mester. Libretto (tekst) og koreografi til pantomimestykke "Harlekins Triumf". Forfatter til Pantomimestykke(r): Harlekins Triumf (4-07), Vampyren Pjerrot (4-08).

Koppel, Anders:

(1947 - ), dansk komponist og musiker. Musik til Pantomimestykke(r): Flaminias bejlere (4-05).

Kuhn, Frantz Joseph:

(1783 - 1832). Forfatter til Pantomimestykke(r): Frieriet på Forpagtergården (1-03), Pjerrot blandt Røvere (1-07).

Køngerskov, Kjeld:

Dansk repetitør. Ansat på Pantomimeteatret i Tivoli blandt andet i sæson 2003 og 2004. Musikalsk arrangement til Pantomimestykke(r): Pjerrot går i søvne (1-11).

Lewin, Joseph L.:

Født i London, England i midten af den sidste del af 1700-tallet. Han var ortodoks jøde og gift med Juliette Rosette (1794 - 1. februar 1863), født Moon eller Maan. Han optræder på Covent-Garden, London, England i 1802, og er i Hamborg, Tyskland i 1815, som han bruger som udgangspunkt. Han er omtalt i England i 1825. Han kommer til Danmark, København i 1828 i forbindelse med Pettolettis Blågård teater, Nørrebro (Nørrebrogade 15). Det lå i den gamle Blågård, et gammelt kongeligt landsted, der havde blåt tag. I 1829 bryder han med Pettoletti og arbejder hos Pricerne på Vesterbro. I 1830 sker der noget dramatisk; to af de unge Pricer gifter sig med to af hans døtre, på trods af hans modstand. Så han forlader Pricerne og drager ud i Europa. Han er sidste gang registreret i Weimar, Tyskland i 1832, hvor han er omtalt med en pantomimetrup. Derefter forsvinder sporet af ham. Hans enke, Juliette Rosette Lewin (stavet "Luin"), født Moon, dør af kræft som 69 årig den 1. februar 1863 på sin bopæl Vimmelskaftet 38 i København. Begravet 7. februar 1863 på Assistens Kirkegård i København. Dette fremgår af kopi af udskrift af 21. november 1906 fra Københavns Begravelsesvæsens kontor med håndskrevet note på siden i hjørnet "338/1863", som findes på det gamle Hofteater i København i den Price'nske samling. Forfatter til Pantomimestykke(r): Harlekin fristet af Gratierne (2-01), Guldnøglen (2-02), Den grønne Djævel (2-03).

Lyding, Henrik:

(7. maj 1956 - ). Dansk Dramaturg, Magister Artium. Anmelder ved avisen "Jyllandsposten". Dramaturg ved Pantomimeteatret i Tivoli fra 2001 - . Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot går i søvne (1-11), Pjerrot fortæller (4-06).

Melchert, Arne:

(1916 - 1963), dansk koreograf. Han har koreograferet dansen til fire forestillinger på Det Kongelige Teater med udgangspunkt i nogle skuespil. Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot bliver den lille (4-02).

Nielsen, Tove:

Kostumier. Ansat på Pantomimeteatret i Tivoli blandt andet i sæson 2003 og 2004. Kostumer til Pantomimestykke(r): Pjerrot går i søvne (1-11).

Nørlyng, Ole:

(5. september 1946 - ), kunstkritiker, cand. mag. i musik og kunsthistorie. Musik til Pantomimestykke(r): Pjerrot vanvittig af skræk (4-04).

Olsen, Peter Rosenkrantz (Bjælke-Olsen):

Ingen tilgængelige oplysninger. Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrots fataliteter (1-09) sammen med Niels Henrik Volkersen og Peter Busholm Senior.

Price, Johan Adolph:

(1805 - 1890). Forfatter til Pantomimestykke(r): Den falske Husholderske (1-01), Den uheldige Frier (1-02), Kassander som Bødker (3-02).

Ravn, Maja:

Scenograf. Dekorationer til Pantomimestykke(r): Vampyren Pjerrot (4-08).

Ryberg, Flemming:

(24. november 1940 - ), dansk danser. Uddannet på Det Kongelige Teaters balletskole. Balletdanser 1959, solodanser 1966. Lærer ved balletskolen 1966. Tillige lærer i Bournovilleskolen i USA og Europa og i hofdanse. Instruktør og koreograf ved ballet og opera. Har opsat og rekonstrueret Bournovilles balletter i USA, Japan og Europa. Rekonstruktion af hofdanse. Har skrevet: Den lille Balletbog (1994). Kunstnerisk leder af og balletmester ved Pantomimeteatret i Tivoli fra 1994 - 2000. Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot vanvittig af skræk (4-04).

Savery, Maria:

Dansk danser og koreograf, uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Koreografassistent til Pantomimestykke(r): Harlekins Triumf (4-07).

Schødt, Ulrik:

Graffitimaler. Dekorationer til Pantomimestykke(r): Harlekins Triumf (4-07), Vampyren Pjerrot (4-08).

Volkersen, Niels Henrik:

(2. marts 1820 - 31. august 1893). Dansk artist og mimiker. Knyttedes til Tivoli ved dets åbning 1843; skabte her den enestående dansknationale Pjerrot, som han optrådte med til ganske kort før sin død. Forfatter til Pantomimestykke(r): Pjerrot vanvittig af kærlighed (1-08), Pjerrots fataliteter (1-09) sammen med Peter Busholm Senior og Bjælke-Olsen (Peter Rosenkrantz Olsen).

Wendrich, Valdemar:

Ingen tilgængelige oplysninger. Forfatter til Pantomimestykke(r): Kassanders Ægteskabskontor (3-03).

FAQ / OSS (Ofte Stillede Spørgsmål)

Litteraturliste

Bøger mest på dansk om "Pantomimeteatret i Tivoli, København", de danske pantomimers, pantomimens, pantomime-figurernes og pantomime-skuespillernes historie (listen er ikke komplet):

• Pantomimeteatret. Harald Engberg. Boghallen. 1959.
• Pantomimeteatret 1874-1974. Tekst: Niels Bjørn Larsen. Lunøe Serigrafi. 1974.
• Pantomimeteatret og dets publikum. Marianne Dybbroe. GMT. 1978. ISBN: 87-7330-069-1.
• Tivoli. The Pantomime Theatre. Pantomimeteatret. Das Pantomimentheater. Engagement Calendar for the Year 1982. Aftalekalender for året 1982. Terminkalender für das Jahr 1982. Ebbe Mørk. Hekla. 1981.
• Tivoli. The Pantomime Theatre. Pantomimeteatret. Das Pantomimentheater. Ebbe Mørk. Hekla. (1981). 1983.
• Pjerrot. Edvard Söderberg. Warburgs Kunstforlag. 1905. (Børnebog).
• Harlekin. Carl Roos. P. Haase & Søns Forlag. 1927. Optryk Nordlundes Bogtrykkeri. 1967.
• Studier over Harlekinaden paa Den danske Skueplads. Torben Krogh. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. Udgivne af Det Filologisk-Historiske Samfund. Nr. 159. Jespersen og Pios Forlag. 1931.
• Forudsætninger for Den Casorti'ske Pantomime. Torben Krogh. Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning. Udgivne af Det Filologisk-Historiske Samfund. Nr. 171. Povl Branner Nørregade. 1936.
• Harlekin og Columbine. Af Pantomimeteatrets Historie. Henry Hellssen. Carit Andersens Forlag. 1944.
• Mord i Pantomimeteatret eller Harlekin Skelet. Tom Kristensen. Gyldendal. 1962. (Kriminalroman).
• Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes tid. Casorti og Forstadsteatrene. Bind 1. Eiler Nystrøm. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. 1910. Reprografisk genudgivet af Dansk Historisk Håndbogsforlag. 1986. ISBN: 87 88742 16 4.
• Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes tid. Kildeforlystelser med mere... i Dyrehaven. Bind 2. Eiler Nystrøm. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. 1910. Reprografisk genudgivet af Dansk Historisk Håndbogsforlag. 1986. ISBN: 87 88742 17 2.
• Bag mange masker - Niels Bjørn Larsen fortæller. Ebbe Mørk. Lindhardt og Ringhof. 1974. ISBN: 87 7560 147 8. (Bl.a. om hans tid som leder af Pantomimeteatret).
• Krop og masker. Elevens bog. Torben Jetsmark. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1989. ISBN: 87-17-05847-3.
• Krop og masker. Lærerens bog. Torben Jetsmark. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. 1989. ISBN: 87-17-05845-7.
• Pjerrot - Hvem er Han / Pjerrot - Who is He. Mimeren / Mime Artist Morten Hansen, Fotografen / Fotographer Bjarne Stæhr, Interviewet af / Interviewed by Peter Thygesen, kulturreporter, Politiken / culture-reporter, Politiken. Forlag / Publisher: Nils Hjuul. 2006. ISBN: 87-91919-00-2.
• Pantomimeteatret - Livet bag påfugletæppet i Tivoli. Annett Ahrends, fotograf (foto) og Henrik Lyding, forfatter (tekst). Forlaget Vandkunsten. 2008. ISBN: 978-87-7695-050-7.
• The Pantomime Theater - Life behind the peacock curtain in Tivoli. Annett Ahrends, Photographer (photography) and Henrik Lyding, Writer (text). Translated from Danish by Pamela Starbird. Forlaget Vandkunsten. 2008. ISBN: 978-87-7695-063-7.

Bøger på engelsk om Commedia dell'Arte's, pantomimens, pantomime-figurernes og pantomime-skuespillernes historie (listen er ikke komplet):

• The Italian Comedy by Pierre Louis Duchartre. Authorized Translation from the French by Randolph T. Weaver. Dover Publications, INC. New York. ISBN: 0-486-21679-9.
• Commedia dell'Arte. An Actor's Handbook. John Rudlin. Routledge. London and New York. ISBN: 0-415-04769-2 (hbk), 0-415-04770-6 (pbk).
• Lazzi. The Comic Routines of the Commedia dell'Arte. Mel Gordon. Performing Arts Journal Publications. New York. ISBN: 0-933826-69-9 (paper).

Herudover er "de danske Pantomimer" og "Pantomimeteatret i Tivoli, København" omtalt i mange bøger om "Tivoli i København" og dets historie.

Mine kilder

Kilder: Forskellige bøger, internettet, avisartikler, oplysninger indhentet fra biblioteker, interviews af personer og forskellige leksikoner.