Bottom of This Page |
Engang var terrazzo næsten synonym med støjende opgange og snævre toiletrum. I dag (2000) har terrazzoen sprængt de klassiske rammer og er brudt ud i overraskende farver og former.
Terrazzo er et fleksibelt materiale, som trods sin betonhårde overflade rummer store muligheder for at lade fantasien få frit spil. Terrazzo er ikke længere forbeholdt gulve og bordplader. I dag (2000) kan man støde på terrazzomestre, der fremstiller alt lige fra håndvaske, badekar og havemøbler til krukker og fontæner i terrazzo.
Størrelser og former, som ville være svært at lave i ler, kan lade sig gøre i terrazzo. Der bygges en gipsform på samme måde, som når man vil støbe en skulptur, derefter klistres terrazzoen på. Når den er tør efter et par dage, kan gipsen bankes af med hård hånd og hammer, og så skal der slibes til overfladen er helt glat.
Terrazzo består af en blanding af cement og stenflis af marmor i forskellige farver. Ofte farves cementen, så den matcher farvespillet i stenene. Foruden marmor kan terrazzo kombineres med f.eks. granitflis, glas eller mosaiksten.
Bordplader kan fremstilles i længder op til 4-5 meter. Blandingen af cement og stenstykker hældes op i en form, der rystes, så alle luftlommer forsvinder.
Efter tørring et par dage er pladen klar til slibning.
Køkkenbordplader er normalt forsynet med hulkel (en lang, rundet fordybning som giver en konkav (som buer indad) profil) langs de sider som grænser op mod en væg samt udskæringer til f.eks. vask og vandrør. Badeværelsesbordplader kan leveres med indstøbt håndvask, således at både bordplade og håndvask er udført i terrazzo.
Hvis der skal særlige former og mønstre i, lægges de sten der skal tegne former og mønstre samt eventuelt formstøbte figurer i bunden af støbeformen, hvorefter grundmassen (blandingen af cement og andre sten) hældes oven på, og det rystes sammen, størkner og til sidst slibes spejlblankt.
Gulve støbes direkte på stedet med hulkel (en lang, rundet fordybning som giver en konkav (som buer indad) profil) langs væggene og fald til afløb. Blandingen lægges ud og evt. mønstre i stenene skal placeres øverst i massen. Overfladen rulles jævnt og tørrer et par dage. Derefter skal den slibes helt glat og mættes.
Terrazzo kan også fås som fliser og store plader, der blandt andet kan bruges som gulvbelægning.
Terrazzogulve er miljøvenlige. Dels fordi terrazzo består af naturmaterialer, der findes i rigelige mængder, dels fordi der er et lavt energiforbrug ved fremstilling. Endelig kan gulvene holde væsentlig længere end de fleste andre gulvtyper.
Terrazzo er lige så hårdt at gå på som beton, det er koldt for bare fødder og ikke just støjsvagt, hvis man går i træsko.
Til gengæld kan et terrazzogulv holde sig i fin form i årtier med almindelig sæbespånsvask. Terrazzogulve er meget slidstærke og tager ikke skade af vand. Gulvene er derfor særligt egnede til badeværelser, entré og trapperum, hvor der er meget trafik.
Terrazzo lægges almindeligvis på et undergulv af beton. Hvis der i forvejen er et trægulv, er det dog ikke umuligt at skifte til terrazzo. Men det kræver en armering, så gulvet ikke kan give sig. Da et terrazzogulv er et støbt gulv, betyder det, at der vægtmæssigt stilles store krav til den konstruktion, der skal bære den.
For 50 år siden havde de fleste køkkener et gasbord af terrazzo. Det var smart, fordi man uden videre kunne sætte en brandvarm gryde på det.
I dag (2000) har terrazzo fået en renæssance som køkkenborde i metermål. De er fantastisk slidstærke, og hvis kniven smutter forbi skærebrættet, er det den, det går ud over - og ikke bordet, som hvis det var af træ eller laminat.
Terrazzo er også populær til badeværelsesborde med indbygget håndvask. Det er flot, men kræver samme omhu med at tørre fugtpletter væk, som hvis man vælger marmor.
Tidligere var terrazzo synonymt med sort-hvid nistrede marmorplader, men sådan er det ikke længere. I dag (2000) fremstilles terrazzo i en bred palet af farver og i unikke kombinationer mellem granit, marmor og farvet cement.
Hvis man ikke frygter at blive kold bagi, kan terrazzohavemøbler med smedejernsstel være et flot og stort set vedligeholdelsesfrit alternativ til træhavemøbler.
Terrazzogulve er forholdsvis nemme at vedligeholde. De skal blot vaskes i sæbespånsvand eller et flydende sæbemiddel beregnet til terrazzo. Man kan af og til veksle med et almindeligt universalrengøringsmiddel, så gulvet ikke bliver fedtet og glat, når det er vådt.
Det er en god ide at tørre våde gulve og bordflader af med det samme, så der ikke dannes kalkpletter. Glem alt om at bruge kalkfjerner eller eddike til at fjerne genstridige kalkpletter. Det kan ødelægge terrazzoen, fordi syren opløser de kalkholdige marmorstykker.
Lette kalkbelægninger kan fjernes med en hvid eller blå skuresvamp, der blandt andet kan købes i byggemarkeder. Kalkpletter kan slibes væk med fint smergellærred og vand - eller man kan eventuelt forsøge med sandpapir korn 180. Terrazzoen mættes herefter med en fed gang sæbevand. Man risikerer dog at lave fordybninger i overfladen ved en for ihærdig, pletvis slibning. Hvis større dele af gulvet er belagt med kalk, bør man få et professionelt firma til at klare opslibning og efterbehandling.
Terrazzoens overflade bør mættes med mellemrum og efter slibning, så den bliver modstandsdygtig over for pletter og snavs. Det kaldes også, at overfladen forsegles. Lys terrazzo mættes ved vask i sæbespåner, mens mørk terrazzo mættes med f.eks. paraffinolie, linolie, stenolie eller med specialprodukter, der indeholder silikone (en gummi- eller olieagtig kiselforbindelse med høj modstandskraft mod varme og fugt).
For bare ti år siden ville de fleste husejere banke terrazzogulvet op, hvis badeværelset skulle fornyes. I dag (2000) er der mange, der værdsætter de klassiske gulve og ønsker dem bevaret. Gulve kan blive som nye igen, hvis de slibes op og mættes, så stenfarverne igen træder smukt frem. Eventuelle revner kan bankes ud og fyldes op med ny terrazzo, men det kan være svært at ramme præcis den samme farvenuance, så reparationen ikke kan ses.
Der er stor forskel på selve terrazzo-prisen afhængigt af forholdene og den konkrete opgave.
Hvis man vælger den enkleste og billigste model med nister til et gulv, skal man henvende sig til et gulvfirma, der har terrazzo på programmet. De kan findes under "Gulve" i telefonbogen på de gule sider.
Vil man hellere have en mere avanceret model med mønsterdekoration i det nistrede gulv, skal man vælge en terrazzo-kunstner, som så typisk samarbejder med et bestemt gulvfirma om lægningen. Det er nemlig ikke alle gulvfirmaer, der er indstillet på at arbejde med de mere krævende opgaver. Ønsker man andre specialopgaver udført i terrazzo, skal man ligeledes henvende sig til en terrazzo-kunstner. Man må så indstille sig på, at prisen er noget højere.
|